Den midlertidige grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse opretholdes i yderligere seks måneder. Vurderingen er primært begrundet i den alvorlige terrortrussel mod Danmark.
Den danske regering har i dag besluttet at opretholde den midlertidige grænsekontrol for en periode på seks måneder, når den midlertidige grænsekontrol på det nuværende grundlag ophører den 11. november 2018.
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg siger:
"Det er lykkedes regeringen at bringe indrejse- og asyltallet ned på et lavt niveau, og det glæder jeg mig over. Når det er sagt, så er der stadig en alvorlig terrortrussel mod Danmark og et væsentligt pres på Europas ydre grænser. Derfor mener regeringen, at grænsekontrollen er nødvendig for at værne om Danmarks sikkerhed.”
Den danske regering har i dag orienteret Europa-Kommissionen og de øvrige Schengenmedlemsstater om beslutningen.
Læs regeringens brev til Europa-Kommissionen (pdf) (nyt vindue)
Danmark har siden den 4. januar 2016 gennemført midlertidig grænsekontrol i de danske havne med færgeforbindelse til Tyskland samt ved den dansk-tyske landegrænse. Senest er grænsekontrollen blevet opretholdt til og med den 11. november 2018.
Den danske regering har i dag besluttet at videreføre den midlertidige grænsekontrol for en periode på seks måneder i medfør af Schengengrænsekodeksens artikel 25 og 27 (normalproceduren), når grænsekontrollen på det nuværende grundlag ophører den 11. november 2018. Beslutningen er truffet med henvisning til primært den alvorlige terrortrussel mod Danmark.