Uffe Toudal har været departementschef i 13 år, heraf de sidste tre år i Udlændinge- og Integrationsministeriet. Han stopper som departementschef med udgangen af september 2018.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg siger:

Uffe Toudal har været en fantastisk departementschef, og jeg har sat meget stor pris på vores samarbejde i Udlændinge- og Integrationsministeriet. Uffe blev departementschef i et helt nyoprettet ministerium efter folketingsvalget i 2015, og stort set samtidig blev Danmark og Europa ramt af en flygtningekrise af historiske dimensioner. Det har været Uffes opgave at opbygge en helt ny organisation, samtidig med at ministeriet har skullet levere tonsvis af politik til mig som minister og resten af regeringen. Det svarer til at bygge en flyvemaskine i luften, og den opgave har Uffe løst til UG. Jeg vil komme til at savne Uffe, hans kompetente rådgivning og hans evigt gode humør, men jeg har også forståelse for, at han efter mange år som departementschef nu har fundet det rigtigt at stoppe.

Uffe Toudal har tidligere været departementschef i Videnskabsministeriet, styrelsesdirektør i Undervisningsministeriet og departementsråd i Statsministeriet.