Indvandrere er tilfredse med livet i Danmark

Indvandrere er generelt tilfredse med livet i Danmark, og der er ovenikøbet en stigende andel, som føler, at deres indsats i Danmark bliver anerkendt.

Indvandrere trives generelt godt i Danmark. Det viser en ny undersøgelse, Udlændinge- og Integrationsministeriet har foretaget. Undersøgelsen viser, at hele 9 ud af 10 indvandrere er generelt tilfredse eller endda meget tilfredse med livet i Danmark. Tallene gælder altså for både indvandrere og deres efterkommere.

Undersøgelsen peger samtidig på, at der de seneste år har været en positiv udvikling i trivslen blandt indvandrere. Indvandrerne har fået en generel større tillid til andre mennesker, de føler sig i højere grad som danskere, og de oplever i højere grad, at de anerkendes for deres indsats i samfundet. Denne positive udvikling gælder dog først og fremmest for indvandrere, mens udviklingen blandt efterkommere ikke er lige så tydelig. Dertil er der stadig en høj andel af indvandrere, der mener, at diskrimination er forholdsvist udbredt, mens det kun er et fåtal, der selv føler sig diskrimineret.

Hent notat om indvandreres tilfredshed med livet i Danmark (pdf) (nyt vindue)

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg siger:

”Det undrer mig egentlig ikke, at de indvandrere, vi giver lov til at være her, er glade for livet i Danmark. Lad mig sige det sådan; det havde undret mig, hvis det modsatte var tilfældet. Vi møder indvandrerne med klare, konsekvente krav, og den tilgang er ikke kun effektiv for systemet, men det peger også i retning af, at den skaber glæde og tilfredshed hos alle parter.”

Hent baggrundstabeller for medborgerskabsundersøgelsen 2017 (pdf) (nyt vindue)

Yderligere oplysninger

Presse- og kommunikationschef Mia Tang, tlf. 61 98 35 10, 

Presse- og kommunikationsrådgiver Filip Ulrichsen, tlf. 61 98 33 92, 

Presse- og kommunikationsrådgiver Mads Müller, tlf. 61 98 32 77, mamu@uim.dk