Politiet har afvist knap 3000 personer på den dansk-tyske grænse i 2016, mens Danmark har haft midlertidig grænsekontrol. Næsten alle de afviste kommer fra lande i Mellemøsten og Nordafrika.
Danmark har haft midlertidig grænsekontrol siden den 4. januar sidste år, og nu har politiet opgjort, hvem og hvor mange de har afvist på grænsen i løbet af 2016.
Politiet afviste i alt 2.901 personer på grænsen i Sønderjylland og ved færgelejerne på Lolland-Falster, og næsten alle de afviste personer kommer fra Mellemøsten og Afrika, især fra landene Syrien, Afghanistan, Irak, Eritrea og Somalia.
Politiet oplyser, at de personer, der er blevet afvist ved grænsen, typisk ikke har visum eller opholdstilladelse eller har forfalskede pas og id-kort.
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg er tilfreds med, at det er lykkedes dansk politi at afvise så mange rejsende uden opholdstilladelse eller gyldige rejsedokumenter.
”Det her beviser lige præcis nødvendigheden af den grænsekontrol, vi har indført. Vi stopper de rigtige, der rejser uden id, og det viser mig, at vi har fået langt bedre styr på, hvem der rejser ind i Danmark.”
Ingen danskere og 14 tyskere er blevet afvist på grænsen i 2016.
”Det her viser, at politiet laver nogle effektive stikprøver, så grænsekontrollen ikke bliver til stor gene for almindelige mennesker. Så jeg er bare glad for, at alle de bekymringer, der har været fra forskellige politiske partier om, at grænsekontrollen generer pendlere, der har glemt rejse-id, eller danskere, der har været en tur i grænsekiosken uden pas, har vist sig at være uberettigede”, siger Inger Støjberg.
EU’s ministerråd har senest den 7. februar 2017 henstillet til Danmark og andre lande, at den midlertidige grænsekontrol kan opretholdes i tre måneder. Den danske regering har på den baggrund meddelt, at Danmarks grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse bliver opretholdt, foreløbig indtil den 12. maj 2017.
Tallene på afviste ved grænsen er givet i et svar fra justitsministeren til Folketingets Retsudvalg efter ønske fra De Radikales Sofie Carsten Nielsen.
Spørgsmålet lyder: ”Vil ministeren, på baggrund af oplysningerne om, at der i løbet af 2016 blev afvist ca. 3000 personer ved den dansk-tyske grænse, oplyse følgende om de afviste personer:
– antallet af danske eller tyske statsborgere, der f.eks. blot har glemt deres pas eller lignende,
– antallet af afviste personer fordelt efter de lande de kommer fra […]”.
Se spørgsmålet på Folketingets hjemmeside (nyt vindue)
Se besvarelse af spørgsmålet (pdf)
Nationalitet | Antal afviste |
Syrien | 480 |
Afghanistan | 322 |
Irak | 258 |
Eritrea | 162 |
Somalia | 135 |
Marokko | 96 |
Iran | 54 |
Algeriet | 53 |
Libyen | 48 |
Statsløs | 47 |
Kilde: Rigspolitiet
Presse- og kommunikationschef Mia Tang, tlf. 61 98 35 10, mta@uim.dk
Presse- og kommunikationsrådgiver Pernille Rølle, tlf. 61 98 32 83, prh@uim.dk