Inger Støjberg besøger EU’s ydre grænse

Udlændinge- og Integrationsminister Inger Støjberg har netop besøgt Italien og Polen for at få et bedre indblik i udfordringerne med den stadigt voksende migrantstrøm over Middelhavet.

Inger Støjberg står på flypladsen i Catania på Sicilien og skal ombord på et 24 meter langt portugisisk militærfly, der skal på inspektion i området langs den italienske kyst.

Flyet er en del af EU’s grænseagentur Frontex’ indsats på EU’s ydre grænse i Middelhavet. Flyet har installeret kameraudstyr og har til opgave at spotte både med ulovlige migranter fra Nordafrika og Grækenland.

Der er kommet 70 procent flere migranter til Italien i år ad den centrale Middelhavsrute fra særligt Libyen sammenlignet med samme tid sidste år, viser tal fra EU-Kommissionen og de italienske myndigheder.

"Det siger mig jo bare, at det her problem langt fra er løst. Tværtimod faktisk", siger Inger Støjberg fra flysædet i Frontex-flyet, og hun har også klart signaleret, at så længe der ikke er styr på EU’s ydre grænse, vil der være grænsekontrol i Danmark.

En mistænkelig båd spottes

Fra seks kilometers højde viser der sig noget mistænkeligt på skærmene i flyet. Et rødt og hvidt stålskib ligger og vugger for drivanker i Middelhavets 2-4 meter høje bølger. Skibet ser forladt ud men vækker alligevel mistanke blandt mandskabet ombord på Frontex-flyet. Skibet har et tyngdepunkt, der indikerer, at der kunne være gemt mennesker under dækket. Herudover vejrer et lille amerikansk flag på bagenden af skibet, hvilket også er et kendt trick blandt menneskesmuglerne, hvor de typisk og ret let kan indregistrere deres skibe i staten Delaware i USA.

Mens Inger Støjberg følger med på en af flyets skærme, cirkler Frontex-flyet stadig tættere på den mistænkelige båd:

"Vi er helt tæt på det, der er den mest centrale udfordring for Europa lige nu. Hvis migrantstrømmen ikke stoppes, kommer det til at blive afgørende for Europas fremtid i mange år fremover. Så vi står ved en skillevej, og jeg føler faktisk, at ringen på en måde er sluttet ved at være her over Middelhavet og se det helt tæt på."

Menneskesmuglerne benytter sig af, at redningsbådene venter tæt på den libyske kyst

90 procent af migranterne, der kommer til Europa, er sejlet ud fra den libyske kyst. Her har migranterne, ifølge Frontex og de italienske myndigheder, betalt menneskesmuglere et sted mellem 1000 og 4000 dollars. Der er tale om en omfattende forretningsmodel i mange led med mange mennesker involveret, hvor menneskesmuglerne hele tiden tilpasser sig for at maksimere udbyttet. For eksempel ser Frontex, at stadig flere migranter stuves sammen på stadig dårligere både. For et år siden var der eksempler på gummibåde med op til 80 mennesker i, mens det nu er op mod 160 mennesker i gummibåde af samme størrelse. Og for at tjene endnu flere penge giver menneskesmuglerne migranterne så lidt benzin med om bord, at de kun har benzin nok til at nå ud på den anden side af den libyske søgrænse. Her samles migranterne op af NGO-skibe, den italienske kystvagt og EU’s eget grænseagentur Frontex, hvorefter de sejles til Italien.

Redningsfartøjerne er altså rykket tættere på den libyske kyst end hidtil og er på en måde blevet en del af menneskesmuglernes forretningsmodel, fordi menneskesmuglerne kan bruge stadig dårligere både, bruge mindre benzin og i det hele taget sende flere mennesker afsted.

"Det er så kynisk at høre om. Og en stor del af problemet er jo, at det primært er migranter, der sætter sig ombord i de her både, og de har slet ikke ret til asyl i Europa. De skal informeres bedre om, at den her tur, de tager til Europa, er udsigtsløs", siger Inger Støjberg og tilføjer:

"Vi skal have ødelagt menneskesmuglernes forretningsmodel. Jeg vil arbejde for på EU-plan, at der skabes en mere stabil situation langs migrantruten i Afrika, og at vi får spredt information, så migranterne slet ikke tager turen. De bliver jo løjet for, når de tror, der venter dem et liv i Europa."

Døren til Europa

Flyet har nu cirklet i en halv times tid over den rokkende rød/hvide stålbåd i Middelhavet, og meldingerne fra den italienske kystvagt er, at båden har været en del af en redningsaktion få dage forinden, hvor 113 migranter er blevet reddet. Når blæsten over Middelhavet har lagt sig, vil den italienske kystvagt tage ud og sænke skibet.

På land igen i Catania besøger Inger Støjberg også en af den italienske kystvagts skibe på havnen i Catania, der er den tredjestørste ankomsthavn for migranter. Skibet Nave L. Dattilo kan have op til 1000 migranter ombord, hvor kvinder og børn kan søge ly under helikopterdækket, mens mænd opholder sig på den bagerste del af dækket.

Når en båd i havsnød spottes, kan redningsskibet åbne en låge kun en meter fra havoverfladen, så migranterne kan komme ombord.

"Det her er porten til Europa", siger Inger Støjberg ombord på skibet.

Danmark bidrager til indsatsen i Middelhavet

På rejsen aflagde Inger Støjberg også den italienske indenrigsminister Marco Minniti et besøg for at tale om, hvad der er brug for, og hvad Danmark kan bidrage med for at hjælpe Italien med at løse opgaven i Middelhavet. Herudover besøgte Inger Støjberg EASO, det europæiske asylagentur, og talte med to af Danmarks udsendte, hun holdt møde med den italienske kystvagt og besøgte også EU’s grænseagentur, Frontex' hovedsæde i Warszawa. Her fik hun indblik i de redningsoperationer på Middelhavet, som Frontex er involveret i. Frontex koordinerer bidragene fra EU’s medlemslande, og Danmark har senest bidraget med et challengerfly, der primært har bidraget til ’Search and Rescue-operationer’ – altså redning af migranter.

Fakta

Migranter ankommet til Italien indtil videre i år:

  • 1. jan.-7. mar. 2017: 15844
  • 1. jan.-7. mar. 2016: 9309
  • 1. jan.-7. mar. 2015: 9117

I 2016 ankom godt 181.000 flygtninge og migranter til Europa.

Frontex-flyet, som portugiserne har stillet til rådighed, har til opgave, at:

  • Spotte både med migranter
  • Holde øje med smuglere – typisk smuglere af narkotika
  • Opdage miljøforurening
  • Afsløre ulovligt fiskeri