Hadprædikant-listen udvides til 10 personer

23-08-2017

Yderligere to religiøse forkyndere optages i dag på den nationale sanktionsliste. Det betyder, at listen nu tæller ti personer, der har forbud mod at rejse ind i Danmark.

Udlændingestyrelsen har i dag tilføjet yderligere to religiøse forkyndere på sanktionslisten. Deres adfærd vurderes at udgøre en trussel mod den offentlige orden i Danmark, og derfor er de udelukket fra at rejse ind i landet.

Den nationale sanktionsliste blev første gang offentliggjort den 2. maj 2017 med seks religiøse forkyndere og blev sidenhen opdateret med to nye personer den 15. juni 2017, og i dag tilføjes altså yderligere to personer, så den udgør i alt ti personer.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg siger:

Det her foregår løbende, og jeg er glad for at se, at medarbejderne i Udlændingestyrelsen både handler hurtigt og effektivt, når de bliver opmærksomme på hadprædikanter, der faktisk spreder strafbare eller andre ekstreme udtalelser fra deres prædikestole. Det er i mine øjne så forkert, at de mennesker har kunnet rejse ind i Danmark og sprede deres hadske budskaber. Og jeg kan bare sige, at vores arbejde fortsætter. Nu har vi sørget for, at de ikke kommer ind i landet, og så må næste skridt være, at der ikke er nogen, der inviterer de her hadprædikanter ind i vores land. De har ganske enkelt ingenting at gøre her.

Fakta

Nærmere oplysninger om den offentliggjorte sanktionsliste kan ses på nyidanmark.dk.

Se sanktionslisten på nyidanmark.dk (nyt vindue)

Den offentlige, nationale sanktionsliste er en del af den politiske aftale fra foråret 2016 indgået mellem Venstre, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti om initiativer rettet mod religiøse forkyndere, som søger at undergrave danske love og værdier og understøtte parallelle retsopfattelser.

Yderligere oplysninger

Presse- og kommunikationschef Mia Tang, tlf. 61 98 35 10, 

Presse- og kommunikationsrådgiver Pernille Rølle, tlf. 61 98 32 83, 

Presse- og kommunikationsrådgiver Filip Ulrichsen, tlf. 61 98 33 92,