Dom ved Østre Landsret om erstatning

21-12-2016

Østre Landsret har i dag afsagt dom i den første af to erstatningssager vedrørende statsløsesagen.

Sagerne handler om, hvorvidt det tidligere integrationsministerium i konkrete indfødsretssager har tilsidesat statsløsekonventionen i en sådan grad, at der er grundlag for erstatning til de pågældende ansøgere.

Sagen omfatter 17 personer, der har anlagt sag mod det tidligere integrationsministerium med et krav om erstatning.

Udlændinge- og Integrationsministeriet har under sagens behandling anerkendt at ville betale en godtgørelse på 10.000 kr. til 5 af de 17 sagsøgerne på grund af konkrete forhold i de pågældende 5 personers indfødsretssager. Derudover har ministeriet påstået frifindelse i sagen.

Østre Landsret har ved dommen tilkendt syv af sagsøgerne en godtgørelse på 20.000 kr. De øvrige ti sagsøgere har ikke fået nogen godtgørelse, dog er en enkelt sagsøger tilkendt 46 kr. i erstatning for rentetab.

I anledning af dommen udtaler udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg:

”Jeg har noteret mig, at Østre Landsret i denne sag ikke har givet Udlændinge- og Integrationsministeriet fuldt medhold. Det tager jeg til efterretning. Vi vil nu gennemlæse dommen med henblik på at overveje, om der er grundlag for at anke den til Højesteret.”