Klagesagsbehandling

Udlændingestyrelsen er kun klageinstans på få områder, som fx visse visumsager. Hvis vi skal behandle en klagesag, vil der blive indsamlet og behandlet personoplysninger.

Personoplysninger om dig vil fremgå af din klage og vil herudover typisk blive indhentet hos den myndighed, din klage angår.

Formål og retsgrundlag

Formålet med behandlingen af personoplysninger i klagesager er at kunne behandle sagerne og træffe afgørelse i sagerne.

Retsgrundlaget for behandlingen af personoplysningerne er baseret på en retlig forpligtelse, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra c og artikel 9, stk. 2, litra f, og til varetagelsen af styrelsens opgaver, jf. databeskyttelseslovens § 8.

Oplysningerne der behandles

Udlændingestyrelsen behandler både almindelige og følsomme personoplysninger om den person, klagen vedrører, ligesom vi kan modtage oplysninger om eventuelle straffedomme og lovovertrædelser.

Vi kan eksempelvis behandle oplysninger som dit navn og adresse, men også oplysninger om din etniske oprindelse samt religiøse overbevisning.

Modtagere af personoplysninger

Vi vil efter omstændighederne kunne videregive personoplysninger til andre offentlige myndigheder såsom:
Udlændinge- og Integrationsministeriet, Udlændingenævnet, Flygtningenævnet, andre ministerier og underordnede myndigheder, kommuner, politimyndighederne, danske repræsentationer i udlandet (ambassader mv.), Folketinget, Folketingets Ombudsmand, Kammeradvokaten, Politiets Efterretningstjeneste, Forsvarets Efterretningstjeneste, Nationalt ID-center, Styrelsen for International Rekruttering og Integration og andre EU-lande.

Opbevaring af dine oplysninger

Klagesager registreres med et journalnummer i Udlændingestyrelsens elektroniske sags- og dokumenthåndteringssystem. Vi journaliserer dokumenter med personoplysninger efter offentlighedslovens regler og afleverer dem til arkivmyndighederne efter arkivlovgivningens regler (ca. hvert 5. år).

Herefter vil vi foretage en konkret vurdering af, om vi har behov for at bevare en kopi af sagerne. Det vil indgå i denne vurdering, om klagesagen vil kunne indgå i fremtidige sager, fx i forbindelse med genoptagelsesanmodninger mv. Hvis vi ikke har et administrativt behov for at opbevare en kopi af sagerne, vil disse blive slettet.

Sidst opdateret 08.10.2019