Forside » Puljer/udbud » Udbud » Aktuelle udbud » Udbud: Uddannelse af sprogmakkere til IGU-ansatte

Udbud: Uddannelse af sprogmakkere til IGU-ansatte

Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) søger en leverandør til at udbyde en uddannelse, som gør det muligt for virksomheder med IGU-ansatte at uddanne en sprogmakker blandt virksomhedens medarbejdere.

Som led i udmøntningen af trepartsaftalen om forlængelse af integrationsuddannelsen er parterne, FH og DA blevet enige med regeringen om at afsætte midler med henblik på, at IGU-ansatte får mulighed for at få tilknyttet en sprogmakker i forbindelse med ansættelse på virksomheden. Der tages udgangspunkt i det koncept for sprogmakkere, som blev udviklet som en del af projektet Dansk+, der blev gennemført af DA, FH og KL i fællesskab.

Der er afsat 1,5 mio. kr. i den treårige periode, IGU-ordningen forlænges fra 1. juli 2019 til 30. juni 2022 til uddannelse af sprogmakkere.

Uddannelsen som sprogmakker er et tilbud til medarbejdere i virksomheder, der har eller ønsker at have en eller flere IGU-ansatte. Sprogmakkeren skal arbejde sammen med den IGU-ansatte som kollega, hvor sprogmakkeren har en særlig opgave i at støtte den IGU-ansatte sprogligt i forhold til arbejdspladsen.

Formålet med sprogmakkerinitiativet er at understøtte, at den IGU-ansatte styrker sin evne til at indgå i og håndtere kommunikative situationer – såvel faglige som sociale – på arbejdspladsen samt får en forståelse for og kan agere i de sociale og kulturelle normer på virksomheden.

Den udbudte opgave består således af tre overordnede hovedopgaver:

  • Udvikle og udbyde en kursusrække af endagskurser for IGU-sprogmakkere
  • Kontinuerlig markedsføring af kurserne
  • Løbende opfølgning på afholdte kurser og evaluering af initiativet

Praktiske oplysninger

Beløbsrammen er: 1.500.000 kr. ekskl. moms. Der er således afsat 250.000 kr. i 2019, 500.000 kr. i 2020, 500.000 kr. i 2021 og 250.000 kr. i 2022.

Projektperioden strækker sig fra oktober 2019 til 30. juni 2022.

Opgaven annonceres offentligt efter udbudslovens afsnit V.

Bilag: Udbud – Sprogmakkere til IGU-ansatte (pdf)

Bilag: Standard databehandleraftale SIRI (pdf)

Bilag 1-3 (Word)

Spørgsmål til udbudsmaterialet og anmodninger om supplerende oplysninger skal være SIRI i hænde senest torsdag den 18. oktober 2019 kl. 12.00. Henvendelser, der modtages efter denne frist, kan ikke forventes besvaret.

Spørgsmål søges besvaret hurtigst muligt og senest den 21. oktober 2019 kl. 12.00. Spørgsmålene skal være skriftlige og kan sendes på e-mail til: [email protected] og [email protected]

Samtlige spørgsmål og svar (i anonymiseret form) samt eventuelle rettelser vil blive offentliggjort løbende her på siden.

Tilbudsgiver opfordres til at holde sig løbende orienteret, også efter frist for at stille spørgsmål er udløbet.

Tilbuddet skal være SIRI i hænde senest mandag den 25. oktober 2019 kl. 12.00. Tilbud modtaget efter denne frist vil ikke komme i betragtning.

Tilbud skal sendes elektronisk pr. mail til [email protected] og [email protected]

Sidst opdateret 16.10.2019