Forside » Nyheder » Tesfaye forud for hastemøde i Bruxelles: Vi skal undgå ”et nyt 2015”

Tesfaye forud for hastemøde i Bruxelles: Vi skal undgå ”et nyt 2015”

Udlændinge- og Integrationsminister Mattias Tesfaye deltager tirsdag i et ekstraordinært indkaldt rådsmøde om Afghanistan.

På grund af situationen i Afghanistan, har det slovenske formandskab indkaldt til et ekstraordinært møde, som finder sted tirsdag d. 31. august, og hvor migrationsaspektet skal diskuteres.

For regeringen er det afgørende, at den store migrant- og flygtningestrøm mod Europa i 2015 og 2016, ikke gentager sig. Med til rådsmødet har udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye derfor budskabet om, at det er afgørende, at hverken EU eller medlemsstaterne den kommende tid signalerer, at porten til Europa står på vid gab.

I stedet er det vigtigt for den danske regering, at EU står sammen og tager et stort ansvar for at sikre hjælp i nærområderne, så levevilkårene i nabolandene og langs migrantruterne ikke er en af sådan karakter, at afghanerne føler sig nødsaget til at rejse videre.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye udtaler:

”Indvandringen skal være under kontrol. Derfor arbejder regeringen på at undgå en situation som i 2015, da asylansøgere og migranter gik på motorvejene. I første omgang har Danmark sendt 100 millioner afsted til akut at hjælpe flygtninge og fordrevne i Afghanistan og i nærområdet. Det er et stort bidrag, og vi er klar på at sende flere penge.

På rådsmødet vil jeg appellere til, at vi ikke er nærige med sådan nødhjælp og bistand til at sikre rimelige leveforhold. Det er helt afgørende, hvis ikke folk skal begive sig på vej mod Europa. Men jeg vil også understrege, at vi alle må hjælpe med at håndhæve EUs ydre grænser, og at ingen af os skal sende signaler om, at døren til velfærdsstaterne er åbne. Kun sådan kan vi undgå et nyt 2015.”

Siden 2015 er antallet af indkvarterede i det danske asylsystem faldet fra 17.000 personer til lidt over 2.000 i 2020. De seneste tal fra juni i år viser, at antallet er fortsat med falde til knap 1.700 indkvarterede personer. Evakuering af lokaltansatte afghanere har dog betydet, at der i løbet af de seneste uger er sket en stigning med flere hundrede personer på asylcentrene.

Det store fald de seneste år betyder, at der bruges markant færre penge på indkvartering. I 2016 blev der således brugt ca. 2,6 milliarder kroner, mens der sidste år blev brugt ca. 0,7 milliarder kroner.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye udtaler:

Vi står i dag heldigvis et bedre sted, end vi gjorde i 2015. Vores myndigheder er bedre forberedt end dengang. Det gælder ikke mindst i forhold til grænsekontrol. Men tallene viser også meget tydeligt, hvorfor der er brug for at undgå et nyt 2015. Vi er derfor klar til at reagere hurtigt, hvis situationen udvikler sig.”

Yderligere oplysninger

Kontakt pressetelefonen på tlf. +45 61 98 32 90 (kan ikke modtage SMS) for pressehenvendelser til ministeriet og ministeren.  

Oprettelsesdato 30.08.2021
Abonnér på nyt fra UIM

Ved at tilmelde dig som abonnent på nyt fra UIM giver du samtykke til, at Udlændinge- og Integrationsministeriet indsamler og behandler de oplysninger om dig, som er nødvendige for at kunne udsende nyheder til dig. Du accepterer samtidig, at behandlingen sker som beskrevet her på siden:

Læs om ministeriets behandling af personoplysninger i forbindelse med abonnementer

Du kan til enhver tid trække dette samtykke tilbage ved at afmelde dit abonnement i den nyhedsmail, du modtager fra os.

Tilmeld dig som abonnent

Nyhedsbrev

Styrelsen for International Rekruttering og Integration udgiver et nyhedsbrev om æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol.

Læs om Æresrelateret Viden