Forside » Nyheder » Ny undersøgelse om kommunernes arbejde med integration

Ny undersøgelse om kommunernes arbejde med integration

Kommunerne er gode til at sætte og følge op på målene i kontrakterne for flygtninge og familiesammenførte omfattet af integrationsloven. Samtidig har kommunerne betydelige udfordringer, når det gælder tidsfristerne for den virksomhedsrettede indsats. Det viser en ny undersøgelse fra Ankestyrelsen.

I undersøgelsen har Ankestyrelsen interviewet ansatte på integrationsområdet og gennemgået i alt 31 sager fra syv udvalgte kommuner.

Undersøgelsen viser bl.a., at kommunerne i høj grad fastsætter mål og er i løbende kontakt med den enkelte nyankomne flygtning eller familiesammenførte om opfølgning på målene. Kommunerne oplever dog, at det kan være en udfordring at fastsætte konkrete mål i begyndelsen, men at det ikke har betydning for beskæftigelsesforløbet, da målene justeres undervejs.

Samtidig viser undersøgelsen, at kommunerne har betydelige udfordringer med at igangsætte den virksomhedsrettede indsats rettidigt. I kun én ud af 12 relevante sager har kommunerne givet virksomhedspraktik eller løntilskud senest inden en måned. I de 11 sager, hvor tilbuddet er givet for sent, er tilbuddet dog afgivet senest fire uger efter fristen i seks af sagerne, dvs. efter senest knap to måneder. Desuden vurderer flere kommuner, at det i en række tilfælde er vanskeligt at tilrettelægge en indsats med maksimalt seks ugers mellemrum mellem hvert virksomhedsrettet tilbud. Kommunerne vurderer også, at der er behov for mere vejledning om reglerne om overtagelse af integrationsansvaret ved flytning.

Som opfølgning på rapporten vil Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) fremover tilbyde målrettet rådgivning til kommuner, der ikke får flygtninge og familiesammenførte på ydelse hurtigt nok i virksomhedspraktik eller løntilskud. Desuden vil Udlændinge- og Integrationsministeriet udarbejde en vejledning om integrationslovens regler om overtagelse af integrationsansvaret, når en flygtning eller familiesammenført ønsker at flytte kommune i introduktionsperioden. Ankestyrelsen vil ligeledes afholde et online kursus (webinar) i 2019 om bl.a. regler og praksis på dette område.

Fakta

Ankestyrelsen har gennemført en undersøgelse af kommunernes arbejde med udvalgte dele af integrationsloven efter ønske fra Det Rådgivende Praksisudvalg, der består af repræsentanter for arbejdsmarkedets parter, KL og Danske Handicaporganisationer. Udlændinge- og Integrationsministeriet har medfinansieret undersøgelsen.

Kommunerne har ansvaret for integrationsindsatsen for nyankomne flygtninge og familiesammenførte efter integrationsloven. Kommunerne skal bl.a. give den enkelte et program, der kan vare i op til fem år, og som omfatter beskæftigelsesrettede tilbud og danskuddannelse. Programmets mål og indhold fastlægges i en kontrakt. Kontrakten indgås mellem borgeren og kommunen på grundlag af en samlet vurdering af den enkeltes situation og behov.

Ankestyrelsens undersøgelse består af tre dele, som belyser:

  • Kommunernes arbejde med kontrakter om integrationsindsatsen.
  • Kommunernes erfaringer med virksomhedspraktik af 13 ugers varighed.
  • Integrationslovens regler om overtagelse af integrationsansvaret, når en flygtning eller familiesammenført ønsker at flytte kommune i introduktionsperioden.

Til undersøgelsen er følgende syv kommuner udvalgt: Assens, Frederikssund, Haderslev, Horsens, København, Roskilde og Aalborg. Undersøgelsen baseres på kvalitative interviews med medarbejdere og ledere på integrationsområdet og gennemgang af hhv. 24 sager med kontrakter samt syv sager om overtagelse af integrationsansvaret fra de syv udvalgte kommuner. Undersøgelsen anvender desuden registerdata om virksomhedspraktik.

På baggrund af undersøgelsens resultater har Ankestyrelsen desuden fundet anledning til at komme med enkelte anbefalinger til Udlændinge- og Integrationsministeriet og kommunerne.

Læs hele rapporten

Yderligere oplysninger

Presserådgiver Søren Staberg Madsen, tlf. 61 98 32 79, 

Sidst opdateret 31.10.2019
Abonnér på nyt fra UIM

Ved at tilmelde dig som abonnent på nyt fra UIM giver du samtykke til, at Udlændinge- og Integrationsministeriet indsamler og behandler de oplysninger om dig, som er nødvendige for at kunne udsende nyheder til dig. Du accepterer samtidig, at behandlingen sker som beskrevet her på siden:

Læs om ministeriets behandling af personoplysninger i forbindelse med abonnementer

Du kan til enhver tid trække dette samtykke tilbage ved at afmelde dit abonnement i den nyhedsmail, du modtager fra os.

Tilmeld dig som abonnent

Nyhedsbrev

Styrelsen for International Rekruttering og Integration udgiver et nyhedsbrev om æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol.

Læs om Æresrelateret Viden