Forside » Nyheder » Minister stopper udrejsecenter på Langeland

Minister stopper udrejsecenter på Langeland

Regeringen foreslog i sidste uge at aflaste midtjyderne ved at oprette et nyt udrejsecenter på sydspidsen af Langeland. Men det er et flertal i Folketinget imod, og derfor droppes planerne.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye udtaler:

”Det er en absolut hovedprioritet at få styrket Danmarks hjemrejsepolitik. Flere afviste asylansøgere og udvisningsdømte skal på flyet hjem. Derfor etablerede jeg Hjemrejsestyrelsen sidste år, og derfor fik vi gennemført en helt ny hjemrejselov i sidste uge.

Jeg havde også håbet, at vi kunne aflaste lokalsamfundet omkring Udrejsecenter Kærshovedgård i Midtjylland. Vi synes, at de har løftet en meget stor opgave gennem flere år. Derfor præsenterede vi i sidste uge beslutningen om at etablere et nyt center, så de udvisningsdømte kunne flyttes væk fra Midtjylland.

Men jeg kan konstatere, at der i denne sag er flertal i Folketinget imod regeringens planer om et nyt udrejsecenter på Langeland. Og derfor dropper vi planerne. 

Regeringens løsning med Holmegaard på Langeland var overvejet grundigt. Vi har kigget nøje på mulighederne og fundet den mindst dårlige løsning.

Hvis partierne kommer med forslag til andre mulige og nye placeringer, er min dør altid åben, og jeg har kaffe på kanden. Men som det ser ud nu, så betyder det desværre, at udrejsecentret foreløbigt må blive, hvor det er.

Jeg forstår udmærket, hvis der nu er skuffelse i Midtjylland. Regeringen vil derfor snarest mulig give området omkring Kærshovedgård en hjælpende hånd. Private og erhvervsdrivende, som har oplevet øget utryghed, skal have mulighed for at søge støtte til sikkerhedsforanstaltninger.”

Oprettelsesdato 25.05.2021
Abonnér på nyt fra UIM

Ved at tilmelde dig som abonnent på nyt fra UIM giver du samtykke til, at Udlændinge- og Integrationsministeriet indsamler og behandler de oplysninger om dig, som er nødvendige for at kunne udsende nyheder til dig. Du accepterer samtidig, at behandlingen sker som beskrevet her på siden:

Læs om ministeriets behandling af personoplysninger i forbindelse med abonnementer

Du kan til enhver tid trække dette samtykke tilbage ved at afmelde dit abonnement i den nyhedsmail, du modtager fra os.

Tilmeld dig som abonnent

Nyhedsbrev

Styrelsen for International Rekruttering og Integration udgiver et nyhedsbrev om æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol.

Læs om Æresrelateret Viden