Forside » Nyheder » Lærematerialet til Indfødsretsprøven er blevet opdateret

Lærematerialet til Indfødsretsprøven er blevet opdateret

Forberedelsesmaterialet til Indfødsretsprøven er nu blevet opdateret og vil fremover blive opdateret årligt.

Lærematerialet, der anvendes som forberedelse til Indfødsretsprøven, er blevet opdateret. Der er også tilføjet nye emner, mens andre er udgået eller omskrevet.

Opdateringen er gennemført for at sikre, at lærematerialet er korrekt, aktuelt og relevant i forhold til Indfødsretsprøvens formål om at teste prøvedeltagerens kendskab til danske samfundsforhold, kultur og historie.

Der er i opdateringen lagt særlig vægt på, at historiedelen i øget omfang peger frem mod nutidens danske samfundsforhold. Der er herunder tilføjet nye temaer om relevante politiske emner som klima, sundhed, ligestilling mellem køn, nyere dansk udenrigspolitik, antisemitisme og anden ekstremisme. Derudover er der med henblik på at øge prøvedeltagernes forståelse af dansk kultur tilføjet nye afsnit om N.F.S. Grundtvig og om Norden, og der er sket en generel opprioritering af dansk litteratur, billedkunst og skulptur, musik, arkitektur og design, scenekunst samt film og tv.

Opdateringen har fundet sted i samarbejde med eksterne videnspersoner.

Lærematerialet vil fremover blive opdateret en gang årligt, så det altid er helt aktuelt.

Udlændinge- og Integrationsminister Mattias Tesfaye udtaler:

”Jeg er glad for, at lærematerialet nu er blevet opdateret. Vi skal selvfølgelig være helt sikre på, at materialet ikke indeholder forældede oplysninger. Derfor er det også godt, at materialet fremover vil blive opdateret årligt. Prøvedeltagerne kan dermed trygt benytte materialet til at blive klogere på samfundsforhold, kultur og historie. Det er helt rimeligt, at kommende statsborgere skal læse lidt op på sagerne for at kunne bestå prøven, før de får deres statsborgerskab. Og når de sætter sig ned med en kande kaffe for at forberede sig, skal de selvfølgelig kunne regne med, at der ikke er fejl i lærematerialet.”

Det opdaterede læremateriale er forberedelsesmateriale til de kommende indfødsretsprøver, der næste gang afholdes 24. november 2021.

Se lærematerialet til Indfødsretsprøven her.

Lærematerialet til Medborgerskabsprøven er også blevet opdateret. Se materialet her.

Yderligere oplysninger

Kontakt SIRIs pressetelefon på tlf. 7214 2100

Kontakt pressetelefonen på tlf. +45 61 98 32 90 (kan ikke modtage SMS) for pressehenvendelser til ministeren

Oprettelsesdato 24.08.2021
Abonnér på nyt fra UIM

Ved at tilmelde dig som abonnent på nyt fra UIM giver du samtykke til, at Udlændinge- og Integrationsministeriet indsamler og behandler de oplysninger om dig, som er nødvendige for at kunne udsende nyheder til dig. Du accepterer samtidig, at behandlingen sker som beskrevet her på siden:

Læs om ministeriets behandling af personoplysninger i forbindelse med abonnementer

Du kan til enhver tid trække dette samtykke tilbage ved at afmelde dit abonnement i den nyhedsmail, du modtager fra os.

Tilmeld dig som abonnent

Nyhedsbrev

Styrelsen for International Rekruttering og Integration udgiver et nyhedsbrev om æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol.

Læs om Æresrelateret Viden