Forside » Nyheder » 2020-05 » Tesfaye: Vielser af mindreårige skal forbydes og straffen skal skærpes for at fastholde nogen i ægteskaber mod deres vilje

Tesfaye: Vielser af mindreårige skal forbydes og straffen skal skærpes for at fastholde nogen i ægteskaber mod deres vilje

Som led i bekæmpelsen af social kontrol vil regeringen forbyde religiøse vielser af mindreårige og skærpe straffen for tvangsmæssig fastholdelse i ægteskaber.

Indvandringen til Danmark har skabt problemer med negativ social kontrol: Tvangsægteskaber, æresdrab, vold, pres for at gå med tørklæde, genopdragelsesrejser, forbud mod at gå til fritidsaktiviteter mv. 

Integration handler ikke kun om sprog og arbejde, men i mindst lige så høj grad om værdier og kulturkonflikter. Social kontrol er udbredt i visse miljøer i Danmark. Det kom bl.a. til udtryk i rapporten fra VIVE ”Etniske minoritetskvinder og skilsmisser – med fokus på muslimske praksisser” fra januar 2020. Rapporten viser, at der er kvinder med anden etnisk baggrund, der fastholdes i voldelige religiøse ægteskaber, fordi de ikke kan opnå en religiøs skilsmisse.

Regeringen vil som et første skridt i bekæmpelsen af negativ social kontrol forbyde religiøse vielser af mindreårige. Det skal efter regeringens opfattelse være strafbart at foretage en religiøs vielse af unge under 18 år, uanset at den mindreårige samtykker til vielsen. I Danmark er det i forvejen ikke muligt at foretage vielser med borgerlig gyldighed af personer under 18 år. Formålet med skærpelsen er således, at mindreårige piger ikke presses af familie, bekendte eller religiøse samfund til at blive viet religiøst. Derfor mener regeringen, at religiøse forkyndere, der forestår religiøse vielser af mindreårige skal kunne straffes med op til 2 års fængsel og i særligt skærpende tilfælde udvises af Danmark.

Herudover vil regeringen skærpe straffen for at fastholde en person i et ægteskab med tvang. Regeringen mener også, at der bør være en videre adgang til udvisning, end det, der følger af de almindelige udvisningsregler, når en udlænding med tvang fastholder en person i et ægteskab eller i et religiøst ægteskab.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye udtaler:

”Vi må ikke være naive. Tvangsægteskaber eksisterer i Danmark.

Vi hører desværre jævnligt om kvinder, der fastholdes i religiøse ægteskaber mod deres vilje.

Kvinder, som gerne vil være en del af Danmark, bliver forhindret i det af deres familier og omgangskreds. Det er vores medborgere, der står midt i en frihedskamp og har brug for mere opbakning fra Christiansborg.

Nu ønsker regeringen at tage et første skridt ved at forbyde religiøse vielser af mindreårige og skærpe straffen for at fastholde nogen i tvangsægteskaber.

Jeg vil kun være glad, hvis de ansvarlige ryger i spjældet eller udvises. Vi må være på kvindernes side i deres frihedskamp.”

Yderligere oplysninger

Pressechef Pelle Dam, tlf. 61 98 32 80, [email protected]

Presserådgiver Pernille Rølle, tlf. 61 98 32 83, [email protected]

Oprettelsesdato 26.05.2020
Abonnér på nyt fra UIM

Ved at tilmelde dig som abonnent på nyt fra UIM giver du samtykke til, at Udlændinge- og Integrationsministeriet indsamler og behandler de oplysninger om dig, som er nødvendige for at kunne udsende nyheder til dig. Du accepterer samtidig, at behandlingen sker som beskrevet her på siden:

Læs om ministeriets behandling af personoplysninger i forbindelse med abonnementer

Du kan til enhver tid trække dette samtykke tilbage ved at afmelde dit abonnement i den nyhedsmail, du modtager fra os.

Tilmeld dig som abonnent

Nyhedsbrev

Styrelsen for International Rekruttering og Integration udgiver et nyhedsbrev om æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol.

Læs om Æresrelateret Viden