Forside » Nyheder » 2020-05 » Afholdelse af indfødsretsprøven 3. juni 2020

Afholdelse af indfødsretsprøven 3. juni 2020

Onsdag den 3. juni 2020 13.00-13.45 afholdes Indfødsretsprøven på sprogcentre over hele landet.

Prøvesættet bliver offentliggjort sammen med et retteark umiddelbart efter, at prøven er afholdt. Det forventes, at prøven bliver offentliggjort på Udlændinge- og Integrationsministeriets hjemmeside kl. 15.00.

Ifølge reglerne skal lederen hos prøveafholderen snarest muligt efter prøven sende kopier af besvarelserne til censor, som derefter har syv hverdage til at returnere de bedømte besvarelser. Senest fem hverdage efter modtagelse af bedømmelseslisten fra censor sender lederen en kopi af listen til Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI), som derefter kan offentliggøre beståelsesprocenten. Det forventes, at beståelsesprocenten vil kunne offentliggøres ultimo juni 2020.

Lederen hos prøveafholderen meddeler efter modtagelse af de bedømte besvarelser resultatet af bedømmelsen til den enkelte prøvedeltager. SIRI vil som sædvanligt efter afholdelsen af Indfødsretsprøven lave en analyse af spørgsmål og svarmuligheder, så man sikrer samme sværhedsgrad fra prøve til prøve.

Denne analyse forventes også offentliggjort ultimo juni.

Spørgsmålene er udarbejdet på baggrund af Læremateriale til Indfødsretsprøven af 2015 – danske samfundsforhold, dansk kultur og historie, som kan downloades gratis på ministeriets hjemmeside.

I forbindelse med gennemførelsen af indfødsrets- og medborgerskabsprøverne (vidensprøverne) i sommeren 2020 har SIRI iværksat en række tiltag, som understøtter en styrket kvalitetssikring af prøverne, bl.a. ved yderligere inddragelse af flere fagkonsulenter og korrekturlæsere samt styrket review og faktatjek. På grund af situationen med COVID-19 er nedsættelse af et eksternt ekspertpanel til at bistå med kvalitetssikring udsat til næste prøvetermin.  

Indfødsretsprøven af 2015 blev etableret som en del af udmøntningen af en aftale af 5. oktober 2015 om indfødsret mellem regeringen og Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Socialdemokraterne.

Det er en betingelse for at blive dansk statsborger eller for at blive optaget på et lovforslag om indfødsrets meddelelse (statsborgerskab), at ansøgeren dokumenterer kendskab til danske samfundsforhold, dansk kultur og historie ved bevis for at have bestået Indfødsretsprøven.

Medborgerskabsprøven afholdes også den 3. juni.

Læs mere om Medborgerskabsprøven

Se liste over prøveafholdere af Indfødsretsprøven af 2015

Fakta

  • 3.189 personer er tilmeldt indfødsretsprøven
  • Indfødsretsprøven afholdes på 51 sprogcentre fordelt over hele landet
  • Indfødsretsprøven af 2015 består af 40 spørgsmål, der skal besvares indenfor 45 minutter
  • 35 af spørgsmålene er udarbejdet på baggrund af materialet Læremateriale til Indfødsretsprøven af 2015 – danske samfundsforhold, dansk kultur og historie
  • Fem af spørgsmålene vedrører aktuelle emner og kan omfatte spørgsmål om fx politik eller kulturelle begivenheder
  • De 40 spørgsmål er multiple-choice-spørgsmål med 2 eller 3 svarmuligheder. Af disse 40 spørgsmål skal de 32 besvares korrekt for at bestå prøven   

Yderligere oplysninger

Pressetelefonen i Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) 7214 21 00 eller e-mail

Sidst opdateret 29.05.2020
Abonnér på nyt fra UIM

Ved at tilmelde dig som abonnent på nyt fra UIM giver du samtykke til, at Udlændinge- og Integrationsministeriet indsamler og behandler de oplysninger om dig, som er nødvendige for at kunne udsende nyheder til dig. Du accepterer samtidig, at behandlingen sker som beskrevet her på siden:

Læs om ministeriets behandling af personoplysninger i forbindelse med abonnementer

Du kan til enhver tid trække dette samtykke tilbage ved at afmelde dit abonnement i den nyhedsmail, du modtager fra os.

Tilmeld dig som abonnent

Nyhedsbrev

Styrelsen for International Rekruttering og Integration udgiver et nyhedsbrev om æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol.

Læs om Æresrelateret Viden