Forebyggelse af bandekriminalitet blandt børn og unge

Bandekriminalitet har gennem de sidste mange år været et fast emne på samfundsdagsordenen. Voldsomme bandekonflikter har dannet grobund for et øget rekrutteringspres fra bandemiljøet på udsatte børn og unge og været årsag til en markant større utryghed i befolkningen.

Dårlige opvækstforhold og en udsat familiebaggrund er typiske risikofaktorer blandt de personer, som bliver involveret i bandegrupperinger. Det drejer sig i særlig grad om børn og unge, der vokser op under socialt udsatte livsforhold med forældre, der har færre socioøkonomiske ressourcer og som bor eller færdes i særligt udsatte boligområder.

Det er derfor essentielt, at der kommer et øget fokus på den tidlige forebyggelse for at komme banderne til livs og for at forhindre, at børn og unge ender i bandemiljøet.

Som led i satspuljeaftalen for 2018 er der nedsat en Bandetaskforce på tværs af Socialstyrelsen og Styrelsen for International Rekruttering og Integration, som skal understøtte og rådgive udvalgte partnerskabskommuner. Bandetaskforcen har indgået partnerskab med fire kommuner, der alle har udfordringer med rekruttering af børn og unge til bandekriminalitet. Taskforcens opgave er at støtte kommunerne i at udvikle, afprøve og implementere en tværfaglig og helhedsorienteret familieindsats, der skal øge den samlede families trivsel og derigennem forebygge rekruttering af børn og unge til bandekriminalitet.

Hent introduktion til initiativet (pdf)

Det helhedsorienterede familieudredningsværktøj

Tværprofessionelt samarbejde er blevet et nødvendigt redskab i løsningen af komplekse problemstillinger på det socialt faglige felt. Sociale problemer går ofte på tværs af fagligheder og myndighedsområder, og Bandetaskforcens hovedopgave er derfor at sikre en familierettet indsats, der går på tværs af forvaltninger og faggrupper. Centralt i denne opgave ligger understøttelsen af én fælles tilgang, et fælles sprog og fælles værktøjer i et tværfagligt myndighedsteam - herunder ligger også udarbejdelse af én samlet fælles familiehandleplan. Denne familiehandleplan skal tage udgangspunkt i familiens ønsker samtidigt med, at den skal koordineres på tværs af sektorlovgivninger og imødekomme sektorspecifikke og relevante handleplaner.

For at understøtte det tværfaglige samarbejde har Bandetaskforcen udviklet et systematisk, tværfagligt familieudredningsværktøj. Værktøjet tager udgangspunkt i risiko- og behovsfaktorer og skal understøtte det tværfaglige samarbejde mellem forvaltninger, så en fremtidig indsats over for familien i højere grad bliver helhedsorienteret og bygger på input fra alle de områder i kommunen, som har kendskab til og berøring med den pågældende familie.

Hent det helhedsorienterede familieudredningsværktøj (Excel 2016)

Mind the Parents - et mentaliseringsforløb for forældre i en helhedsorienteret indsats

Forældre med børn og unge, der er i risiko for at blive rekrutteret til bandekriminalitet, har ofte mange konflikter og udfordringer med at kommunikere og sætte grænser i dagligdagen, og de kan have brug for redskaber til at håndtere disse konflikter. Bandetaskforcen har derfor sat fokus på at understøtte og udvikle forældrekompetencer ved, at kommunerne har fået en opkvalificering i mentaliseringbaserede indsatser. Formålet er at sikre, at kommunerne har de fornødne redskaber til at arbejde både ressource- og løsningsorienteret, samtidigt med de har fokus på udviklingen af mestringsstrategier i familierne. Mentalisering handler grundlæggende om evnen til at forstå sig selv eller andres mentale tilstand, og ikke mindst til at forstå forholdene mellem mennesker. Det er en evidensbaseret og anerkendt metode, der netop fokuserer på at etablere og forbedre interaktion i relationer, og derfor kan metoden understøtte forældre i samspillet med deres børn.

For at understøtte arbejdet med familierne ud fra en mentaliseringsteoretisk ramme har Bandetaskforcen sikret, at partnerskabskommunerne er blevet uddannet i et særligt mentaliseringsforløb for forældre: Mind The Parents. Der er et mentaliseringsbaseret psykoedukativt gruppeprogram til forældre, der har børn eller unge, som er i risiko for at komme i bandekriminalitet eller anden kriminalitet. Det overordnede mål med gruppeforløbet er at understøtte forældrene i deres mentaliseringsevne, så de formår at mentalisere deres børn og derved reducere konflikter og forbedre familiens trivsel.

Hent manualen til Mind The Parents (pdf)

Fritidsjob - et virksomt kriminalpræventivt greb

Fritidsjob er identificeret som en af de mest effektive metoder i kriminalpræventivt arbejde, og SIRI har derfor igangsat en kortlægning af viden og lovende praksisser i fritidsjobindsatser. Kortlægningen bygger på et litteraturstudie, en spørgeskemaundersøgelse og casestudier i seks fritidsjobindsatser, som har en lovende praksis. Der findes veldokumenterede resultater på effekten af en tidlig jobdebut for kriminalitetstruede børn og unge. Fx har de unge mindre fravær i skolen, får bedre karakterer og er sjældnere i kontakt med politiet.

Videnskortlægningen tager udgangspunkt i aktuelle fritidsjobindsatser for unge mellem 13 og 18 år, der er tilknyttet socialt udsatte boligområder, og som har problematikker forbundet med skolegang og uddannelse, trivsel og kriminalitet. Indsatserne i kortlægningen har til formål at styrke de unges faglige, sociale og personlige kompetencer og derigennem deres fremtidige uddannelses- og arbejdsmarkedstilknytning.

Hent videnskortlægningen

Sidst opdateret 23.09.2020