Information til prøvedeltagere

Her kan du læse mere om prøvens form og indhold og afholdelsen af prøven. Du kan også finde det læremateriale, du kan læse som forberedelse til prøven.

Indfødsretsprøven af 2015 er en prøve om danske samfundsforhold samt dansk kultur og historie. Alle udlændinge, der har ansøgt eller vil ansøge om dansk indfødsret, kan gå op til prøven.

Prøvens indhold

Indfødsretsprøven af 2015 består af 40 skriftlige spørgsmål om danske samfundsforhold, dansk kultur og dansk historie. 35 af spørgsmålene stilles med udgangspunkt i lærematerialet Læremateriale til Indfødsretsprøven af 2015 – danske samfundsforhold, dansk kultur og historie. Herudover består prøven af fem aktuelle spørgsmål, der tager udgangspunkt i begivenheder, der har fundet sted de seneste seks måneder forud for hver prøveafholdelse. Disse spørgsmål omhandler samfundsforhold, politik og kulturelle begivenheder, der har været en bred dækning af i de danske nyhedsmedier.

Du har 45 minutter til at svare på de 40 spørgsmål. Spørgsmålene er multiple choice-spørgsmål. Det betyder, at der til hvert spørgsmål er flere svar at vælge imellem. Du skal sætte kryds ved det svar, du mener, er rigtigt.

Der er kun ét rigtigt svar på hvert spørgsmål, og du må derfor kun sættes ét kryds.

For at bestå prøven skal du besvare mindst 32 af de 40 spørgsmål korrekt.

Sådan forbereder du dig til prøven

Du kan forberede dig til prøven ved at læse Læremateriale til Indfødsretsprøven af 2015 – danske samfundsforhold, dansk kultur og historie. Lærematerialet er på ca. 150 sider og består af kapitlerne Dansk historie, Det danske demokrati, Det danske velfærdssamfund og Danmark og omverdenen. De 35 af prøvens 40 spørgsmål stilles med udgangspunkt i dette materiale.

Hent læremateriale til Indfødsretsprøven af 2015 (pdf)

Hent lydversion af læremateriale til Indfødsretsprøven af 2015 (pdf)

Du kan derudover forberede dig til prøvens fem aktuelle spørgsmål ved at følge danske nyhedsmediers dækning af danske samfundsforhold, politik og kulturelle begivenheder. De aktuelle spørgsmål er om begivenheder, der har været en væsentlig interesse for i de danske nyhedsmedier inden for det sidste halve år før en prøveafholdelse.

NB! På internettet kan der være sider, som indeholder spørgsmål, der angiveligt stilles til Indfødsretsprøven af 2015. På disse sider er der også mulighed for at tage en prøve og få oplyst, om besvarelsen er korrekt. Vær opmærksom på, at der ikke er tale om officielle hjemmesider fra Styrelsen for International Rekruttering og Integration, og at indholdet af sådanne sider ikke kan anvendes som alternativ til lærematerialet ved forberedelse til Indfødsretsprøven af 2015.

Sådan melder du dig til prøven

Hvor afholdes prøven?

Prøven afholdes af en række sprogcentre landet over.

Se liste over prøveafholdere

Hvornår afholdes prøven?

Indfødsretsprøven af 2015 afholdes to gange om året – i juni og i december.

Find dato og tidspunkt for den kommende indfødsretsprøve

Der afholdes ikke sygeprøve til Indfødsretsprøven af 2015. Hvis du bliver syg, må du derfor vente og tilmelde dig en ny prøve den følgende prøvetermin. Du skal betale et nyt gebyr i forbindelse med den nye tilmelding.

Tilmelding

Du skal tilmelde dig prøven senest fem uger før prøvens afholdelse.

Find datoer for tilmeldingsfristen

Tilmelding til Indfødsretsprøven af 2015 skal ske hos det sprogcenter, hvor du ønsker at aflægge prøven.

Du kan møde op personligt, eller du kan ringe eller sende en e-mail til sprogcenteret for at tilmelde dig. Hos mange sprogcentre kan du også tilmelde dig online.

Ved tilmelding til prøven skal du betale et gebyr på 799 kr.

Det skal du gøre, hvis du har brug for særlig hjælp under prøven

Som udgangspunkt må du ikke medbringe en hjælper eller hjælpemidler, fx ordbøger, til Indfødsretsprøven af 2015.

Du kan dog få lov til at bruge hjælpemidler, hvis du har en funktionsnedsættelse. Hvis du fx er døv, blind eller ordblind, og din funktionsnedsættelse gør det vanskeligt for dig at deltage i prøven på samme betingelser som andre, kan du derfor søge om dispensation.

Der kan gives tilladelse til brug af hjælpemidler, der gør det muligt at ligestille personer med funktionsnedsættelse med andre prøvedeltagere. Der kan fx gives tilladelse til brug af tekniske hjælpemidler, tilstedeværelse af en hjælper og forlænget prøvetid.

Hvis du mener, du har behov for sådanne særlige hjælpemidler, kan du henvende dig til det sprogcenter, hvor du ønsker at aflægge prøven. Sprogcenteret kan vejlede dig om mulighederne for at få dispensation, dvs. tilladelse til brug af særlige hjælpemidler.

Du skal være opmærksom på, at du skal kunne dokumentere ikke åbenlyse funktionsnedsættelser med en udtalelse fra en læge, psykolog, synskonsulent eller anden sagkyndig, og udtalelsen må højst være 2 år gammel. Udtalelsen skal redegøre for de vanskeligheder, som funktionsnedsættelsen giver dig i forbindelse med at tage prøven.

Sprogcenteret skal have din ansøgning og dispensation senest fire uger før prøvens afholdelse.

Sådan foregår prøveafholdelsen

Det er vigtigt, at du møder op i god tid, før prøven begynder. Prøvelokalet åbner ti minutter før prøvens begyndelse.

Du skal medbringe gyldig legitimation

Du skal huske at medbringe legitimation med foto. Legitimationen skal være en af følgende typer:

  • Opholdskort, fremmedpas, konventionspas eller kørekort udstedt af en offentlig myndighed i Danmark
  • Pas, identitetskort eller kørekort udstedt af en offentlig myndighed i et andet EU-/EØS-medlemsland eller i Schweiz
  • Pas, som er udstedt af en offentlig myndighed i et andet land end de ovenfor nævnte lande, og hvori der er isat en opholdssticker.

Hvis du ikke har en af de nævnte former for legitimation, skal du ansøge Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) om tilladelse til at anvende anden legitimation ved prøven. Styrelsen skal have din ansøgning senest fire uger før prøvens afholdelse.

Ansøgning kan ske via eBoks til Styrelsen for International Rekruttering og Integration. I emnefeltet skrives "Indfødsretsprøven".

Hvis du får tilladelse til at anvende anden legitimation ved prøven, skal tilladelsen medbringes ved prøven.

Hvis du har din legitimation liggende hos Udlændingestyrelsen på grund af en aktuel sagsbehandling, skal du selv sørge for (senest fire uger før prøven) at anmode Udlændingestyrelsen om enten at få legitimationen udleveret eller at få en attesteret kopi af legitimationen.

Det er dit eget ansvar at medbringe korrekt legitimation på prøvedagen.

Hvis du ikke medbringer korrekt legitimation til prøven, bortvises du fra prøven.

Mens prøven er i gang

Ved prøvens begyndelse bliver opgavehæfterne delt ud. Du skal skrive dit navn, CPR-nummer og prøvenummer på forsiden af opgavehæftet og besvare spørgsmålene inde i hæftet.

Hvis du mener, du har besvaret et spørgsmål forkert, kan du inden for prøvetiden rette i din besvarelse. Eventuelle rettelser skal markeres tydeligt. Det betyder, at et svar, som du har fortrudt, skal streges over.

Vær særligt opmærksom på, at der gælder en række regler under prøven:

  • Du må ikke medbringe ordbøger eller andre hjælpemidler til prøven.
  • Du må heller ikke medbringe mobiltelefon, musikafspiller eller lignende teknisk udstyr.
  • Du må ikke have kontakt med de andre prøvedeltagere under prøven.
  • Du skal række hånden op, hvis du vil tale med en tilsynsførende.
  • Du må ikke forlade din plads uden tilladelse fra en tilsynsførende, heller ikke hvis du blot skal på toilettet.
  • Du må ikke forlade din plads det første og det sidste kvarter af prøvetiden.
  • Den tilsynsførende fortæller, når de 45 minutters prøvetid er gået. Du må ikke forlade din plads, før den tilsynsførende har hentet din besvarelse og attesteret modtagelsen. Du må ikke fjerne opgavesættet fra prøvelokalet

Overtrædelse af disse regler kan medføre bortvisning.

Resultat af prøven

Der kan gå op til 3-4 uger, før resultatet af prøven foreligger.

Hvis du består prøven, udsteder sprogcentret et prøvebevis til dig.

Hvis du ikke består prøven, kan du gå op til en ny prøve i den følgende prøvetermin mod betaling af nyt gebyr.

Klageregler og indsendelse af prøvebevis til Indfødsretskontoret

Klagemuligheder

Du har mulighed for at klage over forhold i forbindelse med prøveforløbet. Klagen skal indgives til Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) senest fire uger efter, at prøven har fundet sted.

Du har også mulighed for at klage over bedømmelsen af din besvarelse. En sådan klage skal indgives til Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) senest fire uger efter, at resultatet af prøven er meddelt.

En klage skal indgives individuelt og skriftligt og indeholde en begrundelse af klagepunkterne.

Udlevering af opgavebesvarelsen

Når klagefristen er udløbet, kan du få din opgavebesvarelse udleveret ved henvendelse til sprogcenteret.

Indsendelse af prøvebeviset til Indfødsretskontoret

Du har selv ansvaret for at indsende dit prøvebevis til Indfødsretskontoret i Udlændinge-, og Integrationsministeriet til brug for din ansøgning om dansk indfødsret.

Sidst opdateret 21.04.2020