Forside » Puljer » Fordelte puljer » Modtagelse og fastholdelse af højtkvalificerede udenlandske medarbejdere og deres familie

Modtagelse og fastholdelse af højtkvalificerede udenlandske medarbejdere og deres familie

Formålet med puljen er at støtte projekter i virksomheder, der fremmer modtagelse og fastholdelse af højtkvalificerede udenlandske medarbejdere og deres familie i Danmark.

Baggrund

Som led i aftalen om en reform af international rekruttering fra 2014, er der oprettet en pulje til projekter i virksomheder, der understøtter modtagelse og fastholdelse af højtkvalificerede udenlandske medarbejdere og deres familier i Danmark.

Virksomheder, som ansætter højtkvalificerede udenlandske medarbejdere, har en stor interesse i, at medarbejderne og deres familier falder godt til og fastholdes i Danmark. I den sammenhæng er virksomheden et naturligt udgangspunkt for en introduktion til det danske arbejdsmarked og samfund og virksomheden er således en vigtig aktør i forhold til at sikre, at højtkvalificerede udenlandske medarbejdere og eventuelle ægtefæller får fodfæste på det danske arbejdsmarked.

Formål

Formålet med puljen er at støtte nyskabende projekter i virksomheder, der fremmer modtagelse og fastholdelse af højtkvalificerede udenlandske medarbejdere og deres familier i Danmark.

Der kan bl.a. søges støtte til projekter inden for følgende områder:

  • Metoder til introduktion af nye medarbejdere, som sikrer forankring i virksomheden. Der skal være tale om en introduktion til virksomheden, det danske arbejdsmarked og det danske samfund, som rækker ud over de konkrete arbejdsopgaver på virksomheden
  • Fastholdelsesindsatser på tværs af flere virksomheder, fx HR-samarbejde om karriereplaner, indsatser som skal få medfølgende ægtefæller i job, faglige og sociale netværk på tværs af virksomheder og mellem udenlandske familier og danskere, mv.
  • Udvikling af koncepter for jobrettet sprogundervisning på virksomheder
  • Projekter i samarbejde mellem virksomheden og frivillige organisationer eller foreninger i lokalsamfundet, som kan introducere udenlandske medarbejdere og deres familier til fritidstilbud og kulturliv

Erfaringerne fra projekterne opsamles og offentliggøres på vidensbanken Expatviden.dk.

Gå til expatviden.dk (nyt vindue)

Hvem kan søge

Tilskudsmodtagere kan både være private og offentlige virksomheder i Danmark. Små og mellemstore virksomheder (dvs. op til 249 ansatte) opfordres særligt til at søge, men puljen kan søges af alle virksomheder med udenlandske medarbejdere. En undersøgelse blandt højtkvalificerede udenlandske medarbejdere i Danmark har peget på, at der især er behov for at stille skarpt på modtagelsen og fastholdelsen af udenlandske medarbejdere i de mellemstore virksomheder.

Virksomhederne kan udvikle projekter i samarbejde med andre virksomheder eller andre eksterne samarbejdspartnere. Det kan fx være i form af tværgående samarbejder mellem flere virksomheder eller i et samarbejde med frivillige lokale organisationer, foreninger mv.

Af hensyn til udbetaling af penge, regnskab mv., skal der være én (juridisk) ansvarlig person for ansøgningen, selvom der er flere parter, der samarbejder i projektet.  Den juridisk ansvarlige kan være en virksomhed eller fx en ekstern samarbejdspartner, der bistår virksomheden eller de samarbejdende virksomheder med projektet.

Økonomisk ramme

Der er afsat 2 mio. kr. til ansøgningsrunden i 2016. Puljen udløber i år.

Tilskudsberettigede udgifter og vurderingskriterier

Læs nærmere om hvilke udgifter, der kan gives tilskud til, og hvilke vurderingskriterier, der vil blive lagt vægt på ved vurderingen af ansøgningerne i puljevejledningen.

Ansøgningsfrist

Ansøgningsfristen er den 1. juni 2016.  

Hent puljevejledning (Word) (nyt vindue)

Hent ansøgningsskema (Word) (nyt vindue)

Hent budgetskema (Excel) (nyt vindue)

Ansøgninger sendes til pulje@siri.dk

I emnefeltet angives: Ansøgning til pulje for: “Projekter i virksomheder, der understøtter modtagelse og fastholdelse af højtkvalificerede udenlandske arbejdstagere."

Yderligere oplysninger

Spørgsmål til puljen kan stilles til Caroline Henault på e-mail crh@siri.dk

Sidst opdateret 03/05 2016
Navigation