Forside » Puljer » Fordelte puljer » Etablering af Exit-center

Etablering af Exit-center

Formålet med puljen er at etablere og drive et Exit-center.

Et nyt Exit-center skal understøtte personer med tilknytning til ekstremistiske miljøer i at frigøre sig fra voldelig og anden kriminel eller forulempende adfærd samt støtte etablering af en ny tilværelse uden for de ekstremistiske grupper.

Formålet med puljen er at etablere og drive et Exit-center. Exit-centeret skal være et åbent og anonymt tilbud til personer med tilknytning til ekstremistiske miljøer, der kan rådgive og understøtte dem i at frigøre sig fra voldelig og anden kriminel eller forulempende adfærd samt så vidt muligt etablere en ny tilværelse uden for de ekstremistiske grupper samt bistå dem i at tage del i prosociale fællesskaber.

Centeret skal arbejde opsøgende i et eller flere geografiske områder, der er præget af relativt store udfordringer med personer, som er i risiko for radikalisering, og hvor ekstremistiske grupperinger målrettet forsøger at rekruttere unge. Exit-centerets aktiviteter er dermed ikke begrænset af kommunegrænser eller lignende.

Exit-centerets styrke forventes at være evnen til at skabe tillid og tætte relationer. Hvor det er hensigtsmæssigt, skal Exit-centeret bygge bro til indsatser og tilbud i regi af kommunen, ungdomsuddannelser, det boligsociale område, foreningslivet m.v. Exit-centeret skal dermed bidrage til en helhedsorienteret indsats, der støtter borgerne i flere aspekter af deres livssituation.

Hvem kan søge

Ansøgere til puljen er afgrænset til private og frivillige organisationer uden myndighedsansvar. Exit-centeret kan evt. etableres i tilknytning til eksisterende tilbud, som drives af en ikke-myndighedsaktør på området.

Puljen kan desuden ansøges af et konsortium af flere leverandører, hvor ansvars- og opgavefordelingen er klart beskrevet.

Baggrund

Som led i udmøntningen af satspuljeaftalen for 2015 om en styrket indsats til forebyggelse af radikalisering og ekstremisme er der afsat 6,9 mio. kr. i perioden 2015-2018 til etablering og drift af ét Exit-center.

Midlerne fordeler sig med 2,4 mio. kr. i 2015 og 1,5 mio. kr. i hvert af årene 2016-2018.

Ansøgningsfrist

Ansøgningsfristen er den 27. november 2015.

Hent puljevejledning (Word) (nyt vindue)

Hent ansøgningsskema (Word) (nyt vindue)

Hent budgetskema (Excel) (nyt vindue)

Yderligere oplysninger

Spørgsmål om puljen kan rettes til Marie Wahlstrøm Kappel fra Styrelsen for International Rekruttering og Integration på e-mail mawk@socialstyrelsen.dk

Sidst opdateret 03/11 2015
Navigation