Forside » Nyheder » Regeringen fremsætter lovforslag om grundlovsceremoni

Regeringen fremsætter lovforslag om grundlovsceremoni

Regeringen fremsætter i dag lovforslag, der blandt andet skal gøre det obligatorisk at deltage i en ceremoni for at opnå dansk statsborgerskab.

Regeringen, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti indgik den 29. juni 2018 en ny indfødsretsaftale. I aftalen fremgår det, at for at få dansk statsborgerskab skal ansøgeren deltage i en ceremoni, hvor vedkommende blandt andet skal skrive under på at ville overholde dansk lovgivning, herunder grundloven. Regeringen ønsker med det fremsatte lovforslag at fastsætte krav om, at ansøgerne optræder respektfuldt over for repræsentanter fra myndighederne ved at give hånd til repræsentanterne ved ceremonien. Ceremonien skal foregå i kommunerne og har til formål at gøre dagen, hvor en ansøger officielt bliver dansk statsborger, til en helt særlig og højtidelig dag.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg siger:

”Dansk statsborgerskab er et helt særligt privilegie, man skal gøre sig fortjent til. Det skal man blandt andet gøre ved klart og tydeligt at vise, at man ønsker at være en del af det danske fællesskab og respekterer danske normer og værdier. For at sikre, at ansøgeren nu også lever op til disse krav, vil vi blandt andet indføre en ceremoni, hvor ansøgeren skal skrive under på, at vedkommende vil overholde grundloven og dernæst give en repræsentant fra myndighederne et håndtryk, hvis vedkommende ønsker at blive dansk statsborger.”

Fakta:

Regeringen fremsætter i dag i Folketinget lovforslaget ”Forslag til lov om ændring af lov om dansk indfødsret og lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. (Henlæggelse til kommunalbestyrelserne af grundlovsceremonier, forhøjelse af gebyr for ansøgning om dansk indfødsret ved naturalisation samt fastsættelse af nærmere regler om udlændinges fravær i undervisning i dansk m.v.)”.

Lovforslaget vil sammen med det samtidigt fremsatte lovforslag om indfødsrets meddelelse indeholde ovennævnte ceremoni og krav om håndtryk. Derudover indeholder lovforslaget andre forslag, herunder at hæve gebyret for at søge om dansk statsborgerskab.

Læs hele lovforslaget på Folketingets hjemmeside her (åbner i et nyt vindue)

Yderligere oplysninger

Kommunikationschef Sofie Odgaard, tlf. 41 71 78 46, [email protected]

Presserådgiver Mads Müller, tlf. 61 98 32 77, [email protected]

Sidst opdateret 25/10 2018
Abonnér på nyt fra UIM

Ved at tilmelde dig som abonnent på nyt fra UIM giver du samtykke til, at Udlændinge- og Integrationsministeriet indsamler og behandler de oplysninger om dig, som er nødvendige for at kunne udsende nyheder til dig. Du accepterer samtidig, at behandlingen sker som beskrevet her på siden:

Læs om ministeriets behandling af personoplysninger i forbindelse med abonnementer

Du kan til enhver tid trække dette samtykke tilbage ved at afmelde dit abonnement i den nyhedsmail, du modtager fra os.

Tilmeld dig som abonnent

Nyhedsbrev

Styrelsen for International Rekruttering og Integration udgiver et nyhedsbrev om æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol.

Læs om Æresrelateret Viden