Forside » Nyheder » 2019-04 » Partnerskaber skal modvirke negativ social kontrol.

Partnerskaber skal modvirke negativ social kontrol.

Kommuner får nu støtte til at iværksætte partnerskaber med civilsamfundsaktører for at modvirke negativ social kontrol. Formålet er at inddrage lokale ”ikke-kommunale” aktører i indsatsen mod negativ social kontrol.

Hvis negativ social kontrol skal forebygges, er der behov for initiativer, hvor indsatsen tænkes på nye måder. Et samarbejde mellem kommuner og civilsamfundsaktører er et af de nye initiativer.

Derfor får fem kommuner nu samlet 8,5 mio. kroner i støtte til at målrette indsatsen, hvor civilsamfundsaktører arbejder målrettet sammen med kommunen om at forebygge negativ social kontrol i forskellige miljøer. Sigtet er, at civilsamfundsaktørerne har en bedre kontakt til de borgere, som potentielt bliver udsat for negativ social kontrol.

De fem udvalgte kommuner er:

  • Aalborg Kommune
  • Københavns Kommune
  • Sønderborg Kommune
  • Høje Taastrup Kommune
  • Horsens Kommune

København, Sønderborg og Høje Taastrup kommuner indgår alle tre partnerskaber med Bydelsmødre og Baba - fordi far er vigtig. Fonden for Socialt Ansvar finansierer disse to organisationer, som arbejder med socialt arbejde. Gennem en årrække har Baba – fordi far er vigtig og Bydelsmødre skabt resultater, som har fået kvinder, mænd og børn ud af isolation og negativ social kontrol via etablering af frivillige foreninger mv.

Aalborg Kommune indgår partnerskab med følgende foreninger: Sawa, som er en forening, hvor kvinder med arabisk baggrund kan mødes, Foreningen for Kvinders vækst, hvor kvinder på tværs af etnisk herkomst, kultur og religion danner netværk og Elsk Aalborg International, som har fokus på at byde alle velkomne i et fællesskab. Og der etableres ligeledes et samarbejde med Integrationsrådet.

Horsens Kommune indgår partnerskab med Bo Trivsel. Bo Trivsel fungerer på nuværende tidspunkt som en form for lokalt frivillighedscenter, der samarbejder med en række civilsamfundsaktører om aktiviteter i de to boligsociale områder, Sundparken og Sønderbro, som er på ghettolisten.

Der er samlet set indkommet fem ansøgninger.

Sidst opdateret 15.04.2019
Abonnér på nyt fra UIM

Ved at tilmelde dig som abonnent på nyt fra UIM giver du samtykke til, at Udlændinge- og Integrationsministeriet indsamler og behandler de oplysninger om dig, som er nødvendige for at kunne udsende nyheder til dig. Du accepterer samtidig, at behandlingen sker som beskrevet her på siden:

Læs om ministeriets behandling af personoplysninger i forbindelse med abonnementer

Du kan til enhver tid trække dette samtykke tilbage ved at afmelde dit abonnement i den nyhedsmail, du modtager fra os.

Tilmeld dig som abonnent

Nyhedsbrev

Styrelsen for International Rekruttering og Integration udgiver et nyhedsbrev om æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol.

Læs om Æresrelateret Viden