Forside » Nyheder » 2019-02 » Udlændingestyrelsens landerapport vedrørende Syrien

Udlændingestyrelsens landerapport vedrørende Syrien

Udlændingestyrelsen har i dag offentliggjort en ny landerapport om forholdene i Syrien. Landerapporten er udarbejdet på baggrund af en fælles mission udført af Dansk Flygtningehjælp og Udlændingestyrelsen i november 2018.

Landerapporten tegner et billede af, at der generelt er en forbedring af forholdene i de regeringskontrollerede områder, herunder særligt i Damaskusprovinsen. Udlændinge- og Integrationsministeriet er ikke involveret i udarbejdelse af landerapporter.

Udlændinge- og integrationsministeren udtaler:

”Det glæder mig, at forholdene i dele af Syrien er forbedret.

Udlændingestyrelsen har nemlig i dag offentliggjort en ny landerapport om sikkerhedsforholdene i Syrien, der efter styrelsens vurdering peger på en forbedring af de generelle forhold i dele af Syrien.

Det er nu op til udlændingemyndighederne at vurdere, hvilken eventuel indflydelse rapporten skal have på behandlingen af de konkrete asylsager – herunder når der løbende opstår spørgsmål om forlængelse af eksisterende opholdstilladelser.

Det er regeringens politik, at vi skal yde beskyttelse til dem, der har behov herfor. Vi har dog også løbende sagt, at man ikke nødvendigvis er flygtning til evig tid. Når der ikke længere er et behov for beskyttelse, skal man rejse hjem og hjælpe med genopbygningen af sit hjemland. Det er også den holdning, der afspejles i den aftale om finansloven, som regeringen indgik med DF i november 2018, hvor der er fokus på midlertidighed.”

Baggrund

Landerapporter udarbejdes af Udlændingestyrelsens særlige landedokumentationskontor alene eller i samarbejde med andre myndigheder eller organisationer.

Udlændinge- og Integrationsministeriet er ikke involveret i udarbejdelsen af disse landerapporter, ligesom ministeriet heller ikke godkender rapporterne eller på nogen måde har indflydelse på deres indhold.

Landerapporten om forholdene i Syrien er et produkt af en fælles mission udført af Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælp. Missionen er en opfølgning på en lignende fælles mission, der blev udført af de førnævnte i foråret 2018, som hovedsageligt undersøgte sikkerhedssituationen i Damaskus-provinsen.

Rapporten om Syrien er udarbejdet på baggrund af en mission i perioden fra den 16. til den 27. november 2018 til Damaskus i Syrien og Beirut i Libanon.

Missionen havde til formål at indhente opdaterede oplysninger om tilbagevendende problemstillinger ved asylansøgeres returnering til Syrien, og rapporten fokuserer især på:

  • Sikkerhedssituationen i Damaskus provins og Damaskus by samt Yarmouk
  • Forholdene for tilbagevendte flygtninge, herunder konsekvenserne for illegal udrejse, desertører og militærnægtere
  • Nylige returneringer fra nabolandene til Syrien og via Damaskus lufthavn
  • Regler vedrørende militærtjeneste

Landerapporten tegner efter Udlændingestyrelsens opfattelse et billede af, at der generelt er en forbedring af forholdene i de regeringskontrollerede områder, herunder særligt i Damaskus-provinsen.

Det bemærkes, at et antal personer fra Syrien siden 2015 er meddelt asyl på grund af den generelle sikkerhedssituation i hjemlandet og derved har status som midlertidigt beskyttede efter udlændingelovens § 7, stk. 3.

Personer, som ikke er individuelt forfulgte, vil således kunne meddeles opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold i Danmark, hvor der er en risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf som følge af en særlig alvorlig situation i hjemlandet præget af vilkårlig voldsudøvelse og overgreb på civile, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3.

Hent landerapport om Syrien (nyt vindue)

Yderligere oplysninger

Kommunikationschef Sofie Odgaard, tlf. 41 71 78 46, 

Presserådgiver Søren Staberg Madsen, tlf. 61 98 32 79, [email protected]

Sidst opdateret 21.02.2019
Abonnér på nyt fra UIM

Ved at tilmelde dig som abonnent på nyt fra UIM giver du samtykke til, at Udlændinge- og Integrationsministeriet indsamler og behandler de oplysninger om dig, som er nødvendige for at kunne udsende nyheder til dig. Du accepterer samtidig, at behandlingen sker som beskrevet her på siden:

Læs om ministeriets behandling af personoplysninger i forbindelse med abonnementer

Du kan til enhver tid trække dette samtykke tilbage ved at afmelde dit abonnement i den nyhedsmail, du modtager fra os.

Tilmeld dig som abonnent

Nyhedsbrev

Styrelsen for International Rekruttering og Integration udgiver et nyhedsbrev om æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol.

Læs om Æresrelateret Viden