Forside » Nyheder » 2018 » 2018-08 » Regeringen og arbejdsmarkedets parter drøfter udspil om udenlandsk arbejdskraft

Regeringen og arbejdsmarkedets parter drøfter udspil om udenlandsk arbejdskraft

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen og udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg mødes fredag med arbejdsmarkedets parter for at drøfte regeringens kommende udspil til rekruttering af udenlandsk arbejdskraft.

Regeringen ønsker at sikre danske virksomheder de bedste vilkår. Kan virksomhederne ikke få den arbejdskraft, som de så kraftigt efterspørger, er der risiko for, at de må takke nej til ordrer. Derfor forhandler regeringen for tiden en pakke, der skal forebygge flaskehalse bl.a. ved at opkvalificere ledige. Og regeringen arbejder på et udspil, der skal gøre det lettere og mindre bureaukratisk for danske virksomheder at hente kvalificeret arbejdskraft til Danmark. Udspillet skal på et møde fredag drøftes med arbejdsmarkedets parter.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg siger:

”I regeringen har vi et helt klart ønske om at lette danske virksomheders adgang til kvalificeret arbejdskraft fra udlandet, fordi det er til gavn for væksten og velfærden i Danmark. Arbejdsmarkedets parter kender branchernes og virksomhedernes behov og ønsker i detaljen, og derfor glæder det mig, at vi nu mødes for at drøfte regeringens kommende udspil. På den måde kan vi forhåbentlig få skabt de bedste mulige rammer for udenlandsk rekruttering i de danske virksomheder.”

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:

”Virksomhederne skal kunne få de hænder, der er brug for, ellers koster det arbejdspladser og går ud over væksten og dermed vores velfærd. Regeringen forhandler lige nu endnu en flaskehalse-pakke, så ledige kan få de kompetencer, der er bud efter. Det er vigtigt, at vi får ledige i job, men det kan ikke stå alene. Vi vil derfor lancere et udspil, der skal gøre det lettere for virksomhederne at få kvalificeret arbejdskraft fra udlandet. Det er afgørende, fordi konkurrencen om arbejdskraften er skærpet i hele Europa. Vi vil på mødet drøfte udspillet med arbejdsmarkedets parter, som har den bedste føling med, hvad der rør sig og er behov for på arbejdsmarkedet.”

I forlængelse af 7. møde i Disruptionrådet har regeringen inviteret arbejdsmarkedets parter - herunder Landsorganisationen i Danmark (LO), Dansk Arbejdsgiverforening (DA), Dansk Industri (DI), Dansk Erhverv (DE), 3F, Dansk Metal, FTF og HK - til møde i Beskæftigelsesministeriet fredag den 24. august fra kl. 14:30-16:00.

Pressen er velkommen efter mødet til en kommentar fra de to ministre.

Adresse: Ved stranden 8, 1061 København

For yderligere spørgsmål og forhåndstilmelding kontakt venligst Beskæftigelsesministeriets pressetelefon: 51 23 28 30.

Sidst opdateret 24/08 2018
Abonnér på nyt fra UIM

Ved at tilmelde dig som abonnent på nyt fra UIM giver du samtykke til, at Udlændinge- og Integrationsministeriet indsamler og behandler de oplysninger om dig, som er nødvendige for at kunne udsende nyheder til dig. Du accepterer samtidig, at behandlingen sker som beskrevet her på siden:

Læs om ministeriets behandling af personoplysninger i forbindelse med abonnementer

Du kan til enhver tid trække dette samtykke tilbage ved at afmelde dit abonnement i den nyhedsmail, du modtager fra os.

Tilmeld dig som abonnent

Nyhedsbrev

Styrelsen for International Rekruttering og Integration udgiver et nyhedsbrev om æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol.

Læs om Æresrelateret Viden