Forside » Nyheder » 2018 » 2018-05 » Nye sikkerhedskonsulenter skal bekæmpe æresrelaterede konflikter og social kontrol

Nye sikkerhedskonsulenter skal bekæmpe æresrelaterede konflikter og social kontrol

Det kan være vanskeligt at tage hånd om sin egen sikkerhed, hvis man er udsat for en konflikt med sin familie. Og samtidig kan det være svært at overskue alle sikkerhedsaspekter af en sag, når man som fagperson i en kommune arbejder med borgere, der er udsat for æresrelaterede konflikter.

Nu kan et nyt team af særligt uddannede sikkerhedskonsulenter hjælpe med at vurdere, hvor alvorlig truslen er og give gode råd om, hvordan sikkerheden kan øges for de personer, der er udsat for konflikterne.

Udlændinge- og Integrationsminister Inger Støjberg siger:

"Det er fuldstændigt uacceptabelt, at der er unge i Danmark, som udsættes for æresrelateret pres, kontrol og tvang. Det skal vi ikke finde os i i et demokratisk samfund som det danske. Det ligger mig derfor meget på sinde at sikre, at personer, der ønsker at bryde med social kontrol og vold, får den hjælp, de har behov for. Derfor rækker vi nu hånden ud og tilbyder den nødvendige hjælp via et nationalt korps af sikkerhedskonsulenter, så disse personer ikke længere skal leve et liv i konstant frygt for eksempelvis at blive udsat for vold eller blive overvåget og kontrolleret af familiemedlemmer”.

Sikkerhedskonsulenterne skal være med til at sikre en ”håndholdt” procedure i konkrete situationer, så personer, der er udsat for en konflikt, bliver fulgt hele vejen gennem systemet og får tilbudt den rette hjælp i rette tid. Samtidig skal de hjælpe med at vurdere, hvor alvorlig truslen er i konkrete situationer. Det er ikke kun de fagfolk, der arbejder med sådanne sager, som kan få assistance af sikkerhedskonsulenterne. Borgere, der er udsat for æresrelaterede konflikter, kan også få hjælp af konsulenterne til en vurdering af deres situation, samt hvordan de skal komme videre. 

Sikkerhedskonsulenterne har gennemgået en særlig uddannelse, bl.a. i vurdering af risikoen i akutte situationer, for at kunne varetage deres nye funktion.

Fakta

Det nationale team af sikkerhedskonsulenter på æresområdet er etableret som led i den nationale handlingsplan til forebyggelse af æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol fra 2016.

Teamet består af i alt 6 sikkerhedskonsulenter, der er forankret i kommunerne Aarhus, Odense, og København. De 2 sikkerhedskonsulenter i Aarhus dækker Region Midtjylland, de 3 sikkerhedskonsulenter i Odense dækker hhv. Region Syddanmark (2 konsulenter) og Region Sjælland (1 konsulent) og den sidste sikkerhedskonsulent i København dækker Region Hovedstaden. Sikkerhedskonsulenterne kan kontaktes og benyttes af både borgere såvel som fagpersoner.

Læs mere om det nationale team af sikkerhedskonsulenter og æresrelaterede konflikter her (åbner i et nyt vindue)

Yderligere oplysninger

Kommunikationschef Sofie Odgaard, tlf. 41 71 78 46, [email protected] 

Presserådgiver Mads Müller, tlf. 61 98 32 77, [email protected] 

Sidst opdateret 28.05.2018
Abonnér på nyt fra UIM

Ved at tilmelde dig som abonnent på nyt fra UIM giver du samtykke til, at Udlændinge- og Integrationsministeriet indsamler og behandler de oplysninger om dig, som er nødvendige for at kunne udsende nyheder til dig. Du accepterer samtidig, at behandlingen sker som beskrevet her på siden:

Læs om ministeriets behandling af personoplysninger i forbindelse med abonnementer

Du kan til enhver tid trække dette samtykke tilbage ved at afmelde dit abonnement i den nyhedsmail, du modtager fra os.

Tilmeld dig som abonnent

Nyhedsbrev

Styrelsen for International Rekruttering og Integration udgiver et nyhedsbrev om æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol.

Læs om Æresrelateret Viden