Familiesammenføringsloft

Der er behov for at sende et klart signal om, at der er en grænse for, hvor mange familiesammenføringer til flygtninge Danmark kan håndtere.

Regeringen og Dansk Folkeparti er derfor enige om, at der med inspiration fra Tyskland indføres regler om et loft over familiesammenføring til flygtninge. Det er centralt, at tilstrømningen af flygtninge og deres familier ikke må true sammenhængskraften i Danmark, og at Danmark i videst muligt omfang selv styrer tilstrømningen. Det er afgørende, at Danmark ikke igen kommer i en situation som i efteråret 2015. Derfor skal Danmark have et familiesammenføringsloft.

Loftet skal give myndighederne et yderligere værktøj i en situation, hvor antallet af asylansøgere stiger kraftigt, og det på den baggrund kan forudses, at det samlede system til håndtering af flygtninge mv. bliver presset. Det kan f.eks. skyldes, at kapaciteten hos udlændingemyndighederne og absorptionsevnen i kommunerne, herunder i forhold til boligmassen eller selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet, er under meget stort pres eller helt brugt op. Loftet vil blive administreret inden for rammerne af Danmarks internationale forpligtelser.

Loftet skal omfatte familiesammenføring til alle grupper af flygtninge, dvs. udlændinge med opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, 2 og 3, samt § 8. Loftet kan – i modsætning til det tyske loft – også omfatte konventionsflygtninge, fordi Danmark ikke er bundet af familiesammenføringsdirektivet.

Regeringen og Dansk Folkeparti er samtidig enige om at indføre et loft, der virker. Loftet over antallet af familiesammenføringstilladelser til familiemedlemmer til herboende flygtninge skal aktiveres administrativt af udlændinge- og integrationsministeren.

Loftet skal aktiveres, medmindre det med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at foretage en ekstraordinær udskydelse af en anerkendt ret til familiesammenføring baseret på absorptionsmæssige og kapacitetsmæssige forhold. Det vil således blive fastsat ved lov, at udlændinge- og integrationsministeren har pligt til at aktivere loftet i disse tilfælde. Aftaleparterne mødes halvårligt for at drøfte status på udviklingen.

Loftet kan aktiveres, uanset om nødbremsen – som gør det muligt at afvise asylansøgere ved grænsen – aktiveres, fordi loftet er en ren national foranstaltning, som ikke direkte er afhængig af situationen i øvrige lande eller af Dublin-systemet. Loftet vil således i nogle tilfælde kunne aktiveres før nødbremsen.

Sidst opdateret 30/11 2018
Abonnér på nyt fra UIM

Ved at tilmelde dig som abonnent på nyt fra UIM giver du samtykke til, at Udlændinge- og Integrationsministeriet indsamler og behandler de oplysninger om dig, som er nødvendige for at kunne udsende nyheder til dig. Du accepterer samtidig, at behandlingen sker som beskrevet her på siden:

Læs om ministeriets behandling af personoplysninger i forbindelse med abonnementer

Du kan til enhver tid trække dette samtykke tilbage ved at afmelde dit abonnement i den nyhedsmail, du modtager fra os.

Tilmeld dig som abonnent

Nyhedsbrev

Styrelsen for International Rekruttering og Integration udgiver et nyhedsbrev om æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol.

Læs om Æresrelateret Viden