Forside » Nyheder » 2017 » 2017-10 » Regeringen opretholder grænsekontrollen

Regeringen opretholder grænsekontrollen

Den midlertidige grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse opretholdes frem til den 12. maj 2018. Vurderingen er begrundet i migrationssituationen og den alvorlige terrortrussel mod Danmark.

Den danske regering har i dag besluttet at opretholde den midlertidige grænsekontrol for en periode på 6 måneder, når den midlertidige grænsekontrol på det nuværende grundlag ophører den 12. november 2017.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg siger:

"En forudsætning for den fri bevægelighed er, at der er styr på Europas ydre grænser. Og selv om vi lige nu oplever lave indrejse- og asyltal i Danmark, må vi desværre konstatere, at der fortsat er et stort pres på Europas ydre grænser. Samtidig kan vi ikke lukke øjnene for den alvorlige terrortrussel mod Danmark. Regeringen har derfor fundet det nødvendigt, at grænsekontrollen opretholdes indtil videre.”

Rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg udtaler:

Politiet vil også fremadrettet udføre kontrol ved grænsen til Tyskland for at afvise personer, der ikke opfylder betingelserne for lovlig indrejse. Rigspolitiet inddrager allerede i dag vurderinger af sikkerhedssituationen i forbindelse med den midlertidige grænsekontrol, og kontrollen forventes derfor også efter 12. november 2017 overordnet at blive udført som i dag. Det vil også fortsat være politiet med bistand fra Forsvaret, der udfører kontrollen.

Den danske regering har i dag orienteret Europa-Kommissionen og de øvrige Schengenmedlemsstater om beslutningen.

Læs regeringens brev til kommissionen (pdf) (nyt vindue)

Fakta

Danmark har siden den 4. januar 2016 gennemført midlertidig grænsekontrol i de danske havne med færgeforbindelse til Tyskland samt ved den dansk-tyske landegrænse.

Den nuværende midlertidige grænsekontrol gennemføres på baggrund af den særlige procedure i artikel 29 i Schengengrænsekodeksen, hvorefter Rådet – på baggrund af en indstilling fra Europa-Kommissionen – kan henstille til en eller flere medlemsstater at indføre midlertidig grænsekontrol ved de indre grænser.  Rådet har senest den 11. maj 2017 vedtaget en henstilling om at forlænge den midlertidige grænsekontrol i Østrig, Tyskland, Danmark, Sverige og Norge indtil den 12. november 2017.

Den danske regering har i dag besluttet at opretholde den midlertidige grænsekontrol for en periode på 6 måneder i medfør af Schengengrænsekodeksens artikel 25 og 27 (normalproceduren), når den midlertidige grænsekontrol på det nuværende grundlag ophører den 12. november 2017. Beslutningen er truffet med henvisning til migrationssituationen og den alvorlige terrortrussel mod Danmark.

Yderligere oplysninger

Presse- og kommunikationschef Mia Tang, tlf. 61 98 35 10,

Sidst opdateret 11/10 2017
Abonnér på nyt fra UIM

Hvis du abonnerer på nyheder fra UIM, får du tilsendt alle nyheder, når de publiceres på hjemmesiden.

(Required)
Nyhedsbreve

Udover de løbende nyheder udgiver UIM også to nyhedsbreve, som særligt henvender sig til fagfolk og professionelle.

Læs om Integration i Tal

Læs om Æresrelateret Viden