Forside » Nyheder » 2017 » 2017-09 » Ny task force skal styrke forebyggelse og bekæmpe bandekriminalitet

Ny task force skal styrke forebyggelse og bekæmpe bandekriminalitet

En ny bande task force skal holde børn og unge væk fra bandemiljøet.

Konflikten mellem rivaliserende indvandrerbander skaber stor utryghed blandt befolkningen. Derfor vil Udlændinge- og Integrationsministeriet i samarbejde med Børne- og Socialministeriet etablere en ny task force, der har til formål at dæmme op for rekrutteringen af børn og unge til bandemiljøerne ved at styrke den forebyggende indsats.

Indvandrerbørn er mest udsatte

Børn og unge indvandrere, der vokser op og færdes i ghetto-områder, har størst risiko for at blive trukket ind i bandemiljøet. Derfor vil task forcen sætte fokus på denne gruppe, for at bryde fødekæden til banderne.

Task forcen vil arbejde tæt sammen med kommunerne om konkrete tiltag, der skal give børnene bedre alternativer, og samtidig ruste forældrene til at tage ansvar for deres børn og få dem væk fra gaderne. De unge vil blive mødt med klare krav, og det skal have konsekvenser for familien, hvis ikke børnene kommer væk fra det hårde gademiljø.

Udlændinge- og Integrationsminister Inger Støjberg siger:

”Det er på tide, at vi sætter ind overfor de unge indvandrerbander, der skaber utryghed i vores gader. Det er også på tide, at vi drager forældrene til ansvar for deres børns vanvittige opførsel. Først når forældrene og de udsatte boligområder vedkender deres ansvar, kan vi få fat om roden af problemerne med indvandrerbanderne.

For at få stillet forældrene til ansvar for deres børns handlinger, går vi nu sammen med kommunerne for at sætte målrettet ind over for de familier, hvor børnene har størst risiko for at blive påvirket af eksempelvis ældre søskende med forbindelse til bander eller andre indflydelsesrige personer i barnets nærmiljø.

Med en skærpet forebyggende indsats og større fokus på familiens afgørende rolle vil den kommende task force arbejde for at forhindre bandernes mulighed for at rekruttere letpåvirkelige børn og unge. Med andre ord vil vi få fat i de udsatte unge indvandrere, før bandemedlemmerne gør det.”

De tiltag, task forcen skal arbejde med for at sikre, at børn og unge ikke bliver rekrutteret til bandemiljøet, er blandt andet:

Fokus på hele familien

For at bekæmpe bandernes rekrutteringsevne blandt udsatte børn og unge skal task forcen hjælpe kommunerne til at have et større fokus på familien som helhed. Den forebyggende indsats skal sikre, at barnet ikke bliver udsat for negativ social kontrol, dårlig indflydelse fra ældre søskende, eller bliver påvirket i en retning, der indrullerer dem i kriminalitet.  

Opgør med berøringsangsten omkring etnicitet

Mange mennesker, herunder fagprofessionelle, undgår konfrontationer, der handler om eller er knyttet op på etnicitet, kultur eller religion. Et af task forcens nye tiltag er derfor at uddanne professionelle, der kan skabe en bedre dialog med centrale nøglepersoner i udsatte boligområder. Herved kan der bygges bro til de familier, myndighederne tidligere har haft svært ved at kommunikere med.

Indsatser imod modkulturelle fællesskaber

Task forcen skal styrke kommunernes muligheder for at bekæmpe de modstridende sociale normer og strukturer, der hersker i udsatte boligområder. Task Forcen skal i samarbejde med kommunen arbejde for at styrke de sunde sociale fællesskaber og udbrede dem i større omfang, så beboerne bliver bevidste om, hvor mange fordele der er ved at tage mere aktivt del i det danske samfund.  

Etnicitetens betydning i arbejdet med at forebygge kriminalitet

I samarbejde med kommunen vil task forcen også sætte fokus på de bagvedliggende forhold, der har betydning for, hvorfor unge med indvandrerbaggrund tilslutter sig bandemiljøer og andre kriminelle miljøer, så man bedre kan få sat en stopper for den kriminelle adfærd.

Regeringen vil tage forslaget med til forhandlingerne om satspuljen for 2018.

Yderligere oplysninger

Presse- og kommunikationsrådgiver Filip Ulrichsen, tlf. 61 98 33 92, [email protected]

Presse- og kommunikationsrådgiver Mads Müller, tlf. 61 98 32 77, [email protected]

Sidst opdateret 28/09 2017
Abonnér på nyt fra UIM

Hvis du abonnerer på nyheder fra UIM, får du tilsendt alle nyheder, når de publiceres på hjemmesiden.

(Required)
Nyhedsbreve

Udover de løbende nyheder udgiver UIM også to nyhedsbreve, som særligt henvender sig til fagfolk og professionelle.

Læs om Integration i Tal

Læs om Æresrelateret Viden