Forside » Nyheder » 2017 » 2017-09 » Myndighederne vil gribe ind over for genopdragelsesrejser

Myndighederne vil gribe ind over for genopdragelsesrejser

En ny kortlægning af mønsteret for genopdragelsesrejser er på vej. Målet er at give myndighederne redskaber til at gribe ind hurtigt.

Hvert år er der eksempler på, at børn og unge med ikke-vestlig baggrund sendes afsted på genopdragelse i længere tid mod deres vilje i forældrenes hjemland.

Ikke alene kan det have negativ betydning for børnenes skolegang, sprogkundskaber og sociale relationer her i Danmark, når de tvinges til at bo væk fra Danmark i længere tid, de kan også være i risiko for at blive udsat for vold og andre former for omsorgssvigt, mens de er afsted.

Det vil myndighederne sætte en stopper for, og derfor har Udlændinge- og Integrationsministeriet bedt Ankestyrelsen om at sætte en undersøgelse i gang af mønsteret for genopdragelsesrejser.

Målet er at undersøge, hvor mange sager om genopdragelse, kommunerne har haft kendskab til siden 2005; at undersøge, hvad der karakteriserer sager, der fører til en genopdragelsesrejse, og i det hele taget at give kommunerne redskaber og handlemuligheder før, under og efter rejsen.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg siger:

"Det ligger uden for min fatteevne, at man som forælder kan finde på at sende sit barn til udlandet mod dets vilje og oven i købet udsætte det for en risiko for vold og overgreb. Når man sender sine børn på genopdragelsesrejse, siger det mig, at man ikke vil Danmark, hverken for sig selv eller sine børn. Men det valg skal man ikke have lov til at træffe for sine børn, og derfor vil jeg gøre, hvad der står i min magt for at forhindre, at børn og unge sendes på genopdragelse i forældrenes hjemland. Igen i år har vi set historier i medierne, der viser, at der er behov for et klart fokus på de her problemer fra myndighedernes side. Det er flere år siden, at vi har kortlagt det, og derfor har vi brug for et opdateret grundlag, så vi kan se, om det er den rigtige måde, myndighederne behandler de her sager på."

Undersøgelsen skal munde ud i en rapport, der forventes at ligge klar i begyndelsen af 2018.

Yderligere oplysninger

Presse- og kommunikationschef Mia Tang, tlf. 61 98 35 10, [email protected]

Presse- og kommunikationsrådgiver Pernille Rølle, tlf. 61 98 32 83, [email protected]

Presse- og kommunikationsrådgiver Filip Ulrichsen, tlf. 61 98 33 92, [email protected]

Sidst opdateret 13/09 2017
Abonnér på nyt fra UIM

Hvis du abonnerer på nyheder fra UIM, får du tilsendt alle nyheder, når de publiceres på hjemmesiden.

(Required)
Nyhedsbreve

Udover de løbende nyheder udgiver UIM også to nyhedsbreve, som særligt henvender sig til fagfolk og professionelle.

Læs om Integration i Tal

Læs om Æresrelateret Viden