Integrationstræf 17: Flygtninge skal have kortest mulig vej til arbejdsmarkedet
Under temaet ”Med kurs mod job”, kan deltagerne bl.a. blive klogere på, hvorfor det kan betale sig at investere i en målrettet integrationsindsats både for kommuner og virksomheder, hvordan man kan etablere et godt samarbejde om Integrationsuddannelsen (IGU), og hvordan flygtningekvinder kan komme i job. Integrationstopmødet er arrangeret af Styrelsen for International Rekruttering (SIRI) og Kommunernes Landsforening (KL) i fællesskab.
På integrationstræffet byder borgmester Thomas Kastrup-Larsen, formand for KL’s Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalg velkommen og giver en introduktion til mødet, der desuden byder på en række gruppediskussioner om aktuelle emner, bl.a. danskuddannelse i integrationsindsatsen og tidlig kompetenceafklaring for flygtninge.
Efterfølgende vil forskningschef Jan Rose Skaksen fra Rockwool Fonden give deltagerne det aktuelle billede af flygtninges deltagelse på arbejdsmarkedet, Dansk Industris direktør Karsten Dybvad vil fortælle om, hvordan virksomhederne kan bidrage til en bedre integration af flygtninge på arbejdsmarkedet, og syrisk-fødte Karma Ojjeh giver sin personlige beretning om forskellen på at blive mødt som først international studerende og dernæst asylansøger.
Udlændinge-og Integrationsminister Inger Støjberg deltager også i mødet, hvor hun vil fremlægge regeringens budskaber om integration:
”Det er helt afgørende for integrationen, at flygtninge kommer i arbejde, og det går heldigvis den rigtige vej. Siden regeringen trådte til, er knap 6000 flere flygtninge kommet i job. Det er et flot resultat, som vi har skabt sammen med kommunerne og arbejdsmarkedets parter, men vi er langtfra i mål. Integrationstræffet er en god anledning til, at dygtige og engagerede fagfolk på området får udvekslet vigtige erfaringer, så både gode og dårlige erfaringer kan blive delt. Målet er, at vi sammen får integrationsindsatsen og beskæftigelsen endnu et gear op,” siger Inger Støjberg.
Se programmet for Integrationstræf 17
Pressen er velkommen under hele arrangementet.
Fakta
Mere end 500 deltager i Integrationstræf 17.
Deltagerne er medarbejdere, ledere og politikere fra danske kommuner, repræsentanter for samarbejdspartnere og andre interessenter, der arbejder med flygtninge og indvandrere.
Det er femte gang, der afholdes Integrationstræf.
Yderligere oplysninger
Presseansvarlig Jesper Wodschow Larsen, SIRI, tlf. 7214 2166