Forside » Nyheder » 2017 » 2017-07 » Mange flere nyankomne flygtninge får job

Mange flere nyankomne flygtninge får job

Antallet af nyankomne flygtninge og familiesammenførte til flygtninge i arbejde er steget markant, fra 20 pct. til 27 pct. på bare ét år. Stigningen er kommet, efter at regeringen har ændret sin tilgang sammen med landets kommuner og virksomheder.

For godt et år siden var det kun hver femte flygtning og familiesammenført til en flygtning, der havde et arbejde efter tre års ophold i Danmark. De mange uden for fællesskabet og på offentlig forsørgelse har skadet integrationen og været dyrt for samfundet.

Men nu er der markant fremgang. Efter at regeringen har ændret tilgang til arbejde og integration og lavet en aftale med kommunerne og arbejdsmarkedets parter, er mere end hver fjerde flygtning og familiesammenført til en flygtning kommet i arbejde.

Det glæder udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg:

Markant flere flygtninge er kommet i arbejde, efter vi har insisteret på, at man kan og skal arbejde,” siger hun og fortsætter:

Flygtninge er vant til at klare sig selv i de lande, de kommer fra. Derfor har det hele tiden undret mig, at så få var i stand til at arbejde her. Kunne det virkelig passe, at man mister evnen til at arbejde på rejsen til Danmark? Nej, det kunne det ikke.

Det kan vi se nu. Efter at regeringen har sørget for, at det igen kan betale sig at arbejde, efter at kommunerne har sænket barren for, hvornår man bliver vurderet parat til at arbejde, og efter at virksomhederne er begyndt at give flere flygtninge chancen.

Det går den rigtige vej efter ny tilgang til integration

Da Venstre overtog regeringsansvaret i 2015, blev kun de allerfærreste flygtninge vurderet arbejdsmarkedsparate i kommunerne. Men efter, at regeringen har vendt tingene på hovedet og aftalt med kommunerne, at flygtninge som udgangspunkt skal anses for arbejdsmarkedsparate, bliver de fleste det i dag.

Samtidig har regeringen indført den lavere integrationsydelse, kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen, så det bedre kan betale sig at arbejde, og aftalt med kommunerne, at flygtninge skal ud på en arbejdsplads med det samme, når de får bolig i en kommune.

Sammen med arbejdsmarkedets parter har regeringen oprettet den nye integrationsgrunduddannelse (IGU). IGU’en er en trædesten til et rigtigt arbejde, der supplerer ordninger om løntilskud og virksomhedspraktik.

Det er alle de initiativer, der nu er med til at trække tingene i den rigtige retning. Jeg vil gerne takke kommunerne og virksomhederne for at tage deres del af ansvaret for, at mange flere flygtninge er kommet i job. Kommunerne og virksomhederne fortjener dermed også deres del af æren for, at integrationen fremover bliver bedre og billigere, end den ellers var blevet,” siger Inger Støjberg.

Fakta

Udlændinge- og Integrationsministeriet har set på beskæftigelsen for lønmodtagere (ikke selvstændige) i hhv. 4. kvartal 2015 og 4. kvartal 2016 blandt flygtninge og familiesammenførte til flygtninge.

  • Andelen i arbejde er steget markant: Fra 20 pct. til 27 pct.
  • Andelen af beskæftigede mænd med flygtningebaggrund er steget fra 29 pct. til 40 pct., mens andelen af beskæftigede kvinder er steget fra 8 pct. til 11 pct.
  • Stigningen i andelen af beskæftigede har været størst for de yngre aldersgrupper og mindst for de 50-64-årige.
Sidst opdateret 07/07 2017
Abonnér på nyt fra UIM

Hvis du abonnerer på nyheder fra UIM, får du tilsendt alle nyheder, når de publiceres på hjemmesiden.

(Required)
Nyhedsbreve

Udover de løbende nyheder udgiver UIM også to nyhedsbreve, som særligt henvender sig til fagfolk og professionelle.

Læs om Integration i Tal

Læs om Æresrelateret Viden