Forside » Nyheder » 2016 » 2016-10 » Krav om forlængelse af grænsekontrollen

Krav om forlængelse af grænsekontrollen

Så længe flygtninge og migranter fortsat strømmer mod Europa, og der ikke er styr på EU's ydre grænser, skal der være grænsekontrol ved den danske grænse.

Det mener regeringen, som sammen med Sverige, Norge, Østrig og Tyskland netop har sendt et brev til EU-kommissionen. Flygtningekrisen udgør fortsat et markant problem, siger udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg:

Så længe der ikke er styr på EU’s ydre grænser, skal vi selv kunne kontrollere, hvem der krydser den danske grænse. Vi kan se tusindvis af flygtninge og migranter søge denne vej, og samtidig giver rækken af terrorangreb rundt i Europa anledning til stor bekymring for, at terrorister gemmer sig i flygtninge- og migrantstrømmen. På den baggrund står vi sammen med fire andre lande om kraftigt at anmode om forlængelse af grænsekontrollen. Flygtninge- og migrantkrisen er langtfra slut og langtfra under kontrol.

Spørgsmålet om grænsekontrol og håndtering af migrationsstrømmene har netop været drøftet i Det Europæiske Råd, og det blev her besluttet, at Europa skal tilbage til et Schengen uden intern grænsekontrol, men at dette bl.a. bør ske ved at justere den midlertidige grænsekontrol, så den løbende afspejler behovene. Modsat topmødet i marts er der denne gang ikke sat tid på, hvornår dette skal være indfriet, hvilket glæder Inger Støjberg:

Det tolker vi fra dansk side som et positivt signal fra stats- og regeringscheferne, og jeg forventer, at det – sammen med det brev, vi nu har sendt – vil resultere i, at vi kan forlænge grænsekontrollen. Det bør være tydeligt for enhver, at vi fortsat har meget store udfordringer at løse, før vi igen kan vende tilbage til Schengen, som det var.

Den midlertidige grænsekontrol udløber d. 12. november. Danmark og de fire øvrige lande afventer nu en reaktion fra EU-kommissionen. Processen i EU er nu, at Kommissionen skal komme med en indstilling til Rådet, som herefter skal blåstemple den.

Se brevet til EU-kommissionen (pdf) (nyt vindue)

Læs konklusionerne fra mødet i Det Europæiske Råd (nyt vindue)

Yderligere oplysninger

Presse- og kommunikationschef Mia Tang, tlf. 61 98 35 10, [email protected]

Presse- og kommunikationsrådgiver Pernille Rølle, tlf. 61 98 32 83, [email protected]

Sidst opdateret 21/10 2016
Abonnér på nyt fra UIM

Hvis du abonnerer på nyheder fra UIM, får du tilsendt alle nyheder, når de publiceres på hjemmesiden.

(Required)
Nyhedsbreve

Udover de løbende nyheder udgiver UIM også to nyhedsbreve, som særligt henvender sig til fagfolk og professionelle.

Læs om Integration i Tal

Læs om Æresrelateret Viden