Forside » Nyheder » 2016 » 2016-08 » Borgere kan bygges op som huse

Borgere kan bygges op som huse

Socialt udsatte borgere kan bygges op - som huse - hvis de får lov til at arbejde med, når der skal renoveres eller bygges nyt i de almene boligområder. Nu skal den idé udbredes til hele landet.

Når udsatte borgere løfter noget tungt på en byggeplads, løfter de samtidig sig selv socialt. Arbejde er en af de bedste veje ud af fattigdom og isolation, misbrug og kriminalitet.

Så når der skal renoveres og bygges nyt i ghettoer og andre udsatte boligområder, er der en gylden mulighed for samtidig at hjælpe udsatte lokale beboere ind på arbejdsmarkedet og sætte gang i integrationen af flygtninge og indvandrere.

Det viser erfaring fra København, Aarhus og udlandet.

Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet udgiver nu en rapport med en model for, hvordan renovering og byggeri i udsatte boligområder kan være med til at løfte beboere socialt ved at integrere dem på arbejdsmarkedet.

Opdagede en ny verden

Rapporten præsenterer også en række cases, bl.a. projektet Ung i Parken, hvor udsatte unge fra Blågårds Plads på Nørrebro iførte sig hvidt Kansas-arbejdstøj og renoverede Hans Tavsens Park i 1990’erne.

Sami El Shimy, der i dag er Socialpædagog, fortæller om den personlige udvikling, som han og hans kammerater gennemgik, da de deltog i projektet:

I starten tænkte vi alle sammen: ’Ha, vi suger bare kommunens kasse’, men når vi tænker tilbage, skete der jo gradvist et skift. Vi begyndte lige så stille at opdage en ny verden, vi blev voksne og begyndte at forstå, hvad det vil sige at arbejde”.

Kickstart med seminar

Rapporten Byg dem op – byfornyelse med lokal jobskabelse i udsatte boligområder skal inspirere en bred målgruppe af professionelle inden for renoverings- og byggebranchen, bl.a. kommuner, der gennemfører områdefornyelse, til at søge nye perspektiver og redskaber inden for byudvikling og lokal beskæftigelse.

Modellen i rapporten er udviklet på baggrund af syv cases fra ind- og udland. Den beskriver skridt for skridt, hvordan bygherrer, myndigheder og andre samarbejdspartnere kan skabe lokale jobs til udsatte beboere, og den viser, hvordan beboere som led i en social indsats kan modnes til at komme i uddannelse og varig beskæftigelse inden for byggebranchen.

Ministeriet præsenterer rapporten Byg dem op på et seminar i København i efteråret.

Hent rapporten Byg dem op

Læs mere om arrangementet på seminarets Facebook-side (nyt vindue)

Sidst opdateret 25/08 2016
Abonnér på nyt fra UIM

Hvis du abonnerer på nyheder fra UIM, får du tilsendt alle nyheder, når de publiceres på hjemmesiden.

(Required)
Nyhedsbreve

Udover de løbende nyheder udgiver UIM også to nyhedsbreve, som særligt henvender sig til fagfolk og professionelle.

Læs om Integration i Tal

Læs om Æresrelateret Viden