Forside » Nyheder » 2016 » 2016-06 » Studerende får millioner til mursten

Studerende får millioner til mursten

Så er der godt nyt til boligsøgende unge studerende. Med puljemidler fra Udlændinge-, Integrations-, og Boligministeriet kan to boligselskaber nu sænke huslejen og øremærke ca. 100 nye boliger til studerende.

Det er blevet sværere for unge at finde en bolig i takt med det stigende optag på videregående uddannelser i landets største byer.

Men nu er der ca. 100 nye ungdomsboliger på vej til de københavnske studerende, så de kan få et fast og billigt tag over hovedet i nærheden af deres uddannelsesinstitution.

Boligforeningen AKB København og Boligforeningen Vibo har søgt om og tilsammen fået omkring 10 millioner kroner fra Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet. Puljen går til at sænke huslejen på en række boliger, der hidtil har været brugt som almene ældreboliger eller familieboliger. Boligerne kommer på den måde ned i et leje, som studerende har råd til, så boligerne kan øremærkes til dem.

253 nye ungdomsboliger
Udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg siger:

”Det er godt, vi får frigjort nogle flere boliger til studerende. De har hårdt brug for dem. Og når flere studerende får råd til at flytte tættere på de steder, de uddanner sig, kan de bruge mindre tid i busser og mere tid med deres bøger. Det skulle gerne gavne studiemiljøet og øge chancen for at klare sig godt igennem uddannelsen.”

Som led i finanslovsaftalen for 2014 blev der skabt mulighed for at øremærke almene boliger, der før blev brugt af ældre- og familier, til unge. Samtidig blev der afsat 30 mio. kr. over tre år i støtte til at sænke huslejen.

Ministeriets pulje har kunnet søges af boligselskaber i landets otte største uddannelsesbyer. Støtten udgør 179 kr. om året pr.kvm. og går til at nedbringe huslejen.

Det betyder f.eks., at en bolig på 50 kvm., der før kostede 4583 kr. om måneden, kan falde til 3837 kr. om måneden.

Med de 10 mio. kr., der er bevilget til AKB København og Boligforeningen Vibo i år, er alle støttekronerne fra den samlede pulje fordelt, og i alt 253 nye ungdomsboliger er oprettet eller på vej til at blive det.

Yderligere oplysninger

Presse- og kommunikationschef Mia Tang, tlf. 61 98 35 10, [email protected]

Presse- og kommunikationsrådgiver Filip Ulrichsen, tlf. 61 98 33 92, [email protected]

Presse- og kommunikationsrådgiver Pernille Rølle, tlf. 61 98 32 83, [email protected]

Sidst opdateret 30/06 2016
Abonnér på nyt fra UIM

Hvis du abonnerer på nyheder fra UIM, får du tilsendt alle nyheder, når de publiceres på hjemmesiden.

(Required)
Nyhedsbreve

Udover de løbende nyheder udgiver UIM også to nyhedsbreve, som særligt henvender sig til fagfolk og professionelle.

Læs om Integration i Tal

Læs om Æresrelateret Viden