Forside » Nyheder » 2016 » 2016-06 » Strengere kontrol og højere straffe over for udlændinge på tålt ophold og kriminelle udviste

Strengere kontrol og højere straffe over for udlændinge på tålt ophold og kriminelle udviste

Der skal være strengere kontrol med udlændinge på tålt ophold og kriminelle udviste. Derfor vil regeringen nu indføre en række stramninger for at sikre en bedre overholdelse af opholds- og meldepligten, og der skal være højere straffe, hvis reglerne ikke overholdes.

Regeringen lægger op til markante stramninger, der skal ramme udlændinge på tålt ophold og kriminelle udviste, der ikke overholder deres opholds- og meldepligt.

Som noget nyt skal der indføres en underretningspligt. Underretningspligten betyder, at den enkelte udlænding skal give underretning til myndighederne, hvis udlændingen vil tage ophold uden for indkvarteringsstedet mellem kl. 23.00 og 6.00.

Hidtil har overtrædelser af opholds- eller meldepligten for udlændige på tålt ophold i særligt grove tilfælde ført til fængselsstraf i 40 dage. Straffen skal skærpes, og det skal have hårde konsekvenser, hvis en udlænding nægter at overholde sin opholds- eller meldepligt. Eksempelvis skal udlændinge, som én gang tidligere er straffet, og som på ny begår overtrædelser, straffes med helt op til 5 måneders fængsel. Der vil være tale om en mangedobling af det gældende strafniveau. Herudover indføres en helt ny form for straf, hvor udlændinge først skal i fængsel og dernæst føres tilbage til udrejsecentret, hvor den pågældende skal afsone resten af straffen med fodlænke.

Udlændinge-, integrations og boligminister Inger Støjberg udtaler:

”Jeg har længe gerne villet stramme gevaldigt op overfor udlændinge på tålt ophold og kriminelle udlændinge, der er blevet udvist. Det er mennesker, der har begået kriminalitet, og som derfor er uønskede i Danmark. De er her i landet, fordi vi ikke umiddelbart har mulighed for at sende dem ud. Derfor vil jeg have fuldstændig styr på, hvor de opholder sig, så længe de er i landet. Personer, som overtræder reglerne, vil fremover komme til at mærke, at hammeren falder både hurtigere og hårdere.”

Udlændinge-, integrations og boligminister Inger Støjberg vil nu indkalde Folketingets partier til forhandlinger inden sommerferien, således at de nødvendige lovændringer kan gennemføres i løbet af efteråret.

Fakta

Udlændinge på tålt ophold er udlændinge, der er udelukket fra at få asyl, fordi de er udvist for at have begået kriminalitet i Danmark eller andre alvorlige handlinger eller forbrydelser i udlandet. Når de pågældende opholder sig her i landet, skyldes det alene, at de ikke kan udsendes, da de ved en tilbagevenden risikerer at blive udsat for fx dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling.

Kriminelle udviste risikerer i modsætning til udlændinge på tålt ophold ikke at blive udsat for fx dødsstraf eller tortur, hvis de udsendes af landet. De opholder sig alene her i landet, fordi de selv eller deres hjemland nægter at samarbejde om udsendelsen.

Udlændinge på tålt ophold og kriminelle udviste har hidtil skullet tage ophold på Center Sandholm. Regeringen besluttede i forbindelse med asylpakken i november 2015, at de fremover skal pålægges opholdspligt på Udrejsecenter Kærshovedgård.

Hent skema over forslag til strafskærpelse (pdf) (nyt vindue)

Hent oversigt over initiativer over for udlændinge på tålt ophold og kriminelle udviste (pdf) (nyt vindue)

Yderligere oplysninger

Presse- og kommunikationschef Mia Tang, tlf. 61 98 35 10, [email protected]

Presse- og kommunikationsrådgiver Pernille Rølle, tlf. 61 98 32 83, [email protected]

Sidst opdateret 02/06 2016
Abonnér på nyt fra UIM

Hvis du abonnerer på nyheder fra UIM, får du tilsendt alle nyheder, når de publiceres på hjemmesiden.

(Required)
Nyhedsbreve

Udover de løbende nyheder udgiver UIM også to nyhedsbreve, som særligt henvender sig til fagfolk og professionelle.

Læs om Integration i Tal

Læs om Æresrelateret Viden