Forside » Nyheder » 2016 » 2016-04 » Inger Støjberg præsenterer nye tiltag på årsmødet om forebyggelse af ekstremisme

Inger Støjberg præsenterer nye tiltag på årsmødet om forebyggelse af ekstremisme

Mandag d. 11. april 2016 samler Styrelsen for International Rekruttering og Integration samt Politiets Efterretningstjeneste fagfolk fra landets kommuner og politikredse, og videnspersoner fra ind- og udland til en dag med fagdiskussioner og ekspertindlæg om forebyggelse af ekstremisme. Inger Støjberg vil med to nye tiltag understøtte dette arbejde.

Det er femte år i træk, at der bliver afholdt årsmøde om forebyggelse af radikalisering. Fagfolkene skal diskutere, hvordan man udbygger samarbejdet på tværs af sektorer, øger inddragelsen af bl.a. familier og foreninger i forebyggelsesarbejdet, og hvordan man styrker modstandskraften imod radikalisering i samfundet i bred forstand. Justitsminister Søren Pind åbner konferencen og taler om vigtigheden af både hårde og bløde tiltag.

På årsmødet deltager også udlændinge-, integrations- og boligminister, Inger Støjberg, som på konferencen vil præsentere to nye tiltag.  

Ministeren har for det første taget initiativ til en kortlægning af kommunerens forebyggelsesindsats for at få et samlet billede af, hvordan indsatsen organiseres lokalt, hvordan kommunerne håndterer konkrete sager og hvilke metoder der bruges. Kortlægningen skal bruges til at afdække, hvor arbejdet kan forbedres og til at sprede gode erfaringer på tværs af landet.

For det andet har ministeren bedt Styrelsen for International Rekruttering og Integration om at udarbejde et nyt rådgivningstilbud til kommunerne, som i højere grad skal adressere både radikalisering og negativ social kontrol i et samlet tilbud. Rådgivningen skal fremadrettet styrkes og i højere grad indtænke elementer fra begge områder for at sikre et tilbud, der kan understøtte kommunernes indsats for at håndtere udfordringer med parallelsamfund, miljøer med stærk negativ social kontrol og antidemokratisk adfærd. Samtidig vil kommunerne med kort varsel kunne få hjælp fra et rådgivningsteam fra styrelsen, hvis omstændigheder gør, at der skal handles hurtigt.

Inger Støjberg siger:

”Det er særdeles vigtigt at forebygge ekstremisme og radikalisering. Vi ved, at der er en reel terrortrussel, og det kræver en stor indsats fra myndighedernes side, hvis vi skal forebygge, at personer bliver så radikaliserede, at de bliver farlige. Jeg forventer, at de to nye tiltag kan bidrage positivt. Vi skal som myndigheder kunne reagere omgående og slå hårdt ned på formørkede miljøer. Og derudover er jeg meget opmærksom på den vigtige rolle, som resten af samfundet spiller. Det er et fælles ansvar at værne om vores demokrati og vores frihedsrettigheder, og det betyder jo også, at man skal turde gribe ind overfor ekstremisme.”  

Der er som udgangspunkt tale om et lukket arrangement, men pressen er velkommen til Inger Støjbergs oplæg kl.15.45 med mulighed for efterfølgende interview.

Adresse: Eigtveds Pakhus, Asiatisk Plads 2 G, København K.  

Fakta om det nye rådgivningstilbud

I flere af de sager, som kommunerne efterspørger rådgivning om, er der også elementer af social kontrol og æresrelaterede konflikter. Fx ses det, at visse ekstremistiske grupperinger benytter sig af stærk negativ social kontrol både internt i gruppen og i relation til gruppens omgivelser bl.a. i boligområderne.

Det kan betyde, at individer bliver presset eller tvunget til at opgive visse frihedsrettigheder for ikke at blive udstødt eller truet på deres sikkerhed. De unges mulighed for at få et selvstændigt liv skal derfor styrkes, så unge fra minoritetsmiljøerne, som føler sig på kanten af samfundet, får styrket deres mulighed for at indgå på lige fod med andre unge herunder at deltage i foreningsliv, fritidsliv, job og uddannelse. Der er derfor behov for at styrke rådgivningsopgaven yderligere i forhold til både radikalisering og negativ social kontrol og give et samlet tilbud til kommunerne.

En sammentænkning af områderne skal nuancere forståelsen og arbejdet med negativ social kontrol på området for æresrelaterede konflikter – særligt i det forebyggende arbejde. Det er indtil nu snævert blevet koblet sammen med etniske minoriteter og integrationsproblemer, selvom mekanismer som negativ social kontrol m.m. lige såvel foregår i andre miljøer. Der er således flere målgrupper, der har behov for en forebyggende og foregribende indsats for at modvirke pres og tvang ifm. valg af ægtefælle, uddannelse mv., herunder børn og unge der vokser op i minoritetsreligiøse miljøer og miljøer præget af dominerende kollektivistiske normer og stærk social kontrol og/eller ekstremistiske holdninger.

Fakta i øvrigt

I landets 12 politikredse er der etableret regionale netværk af lokale ressourcepersoner (de såkaldte infohuse). Infohusene har til formål at forestå den lokale rådgivning om forebyggelse af ekstremisme og radikalisering.

Årsmøderne om forebyggelse af ekstremisme er blevet afholdt årligt siden 2012. Fokus på de foregående møder har bl.a. været på samspillet mellem psykiatri og radikalisering, udvikling af exitstrategier og internationale konflikters indflydelse på situationen i Danmark. Årsmødet har deltagelse af mere end 200 fagfolk fra kommuner og politi og danske og internationale videnspersoner

Yderligere oplysninger

Styrelsen for International Rekruttering og Integration, pressekontakt: tlf.72 14 21 66

Politiets Efterretningstjeneste, pressekontakt: tlf. 45 15 90 05

Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet, presse- og kommunikationschef Mia Tang, tlf. 61 98 35 10

Sidst opdateret 11/04 2016
Abonnér på nyt fra UIM

Hvis du abonnerer på nyheder fra UIM, får du tilsendt alle nyheder, når de publiceres på hjemmesiden.

(Required)
Nyhedsbreve

Udover de løbende nyheder udgiver UIM også to nyhedsbreve, som særligt henvender sig til fagfolk og professionelle.

Læs om Integration i Tal

Læs om Æresrelateret Viden