Forside » Nyheder » 2015 » Nye tal om udviklingen i integrationen

Nye tal om udviklingen i integrationen

Integrationen i Danmark har stået stille de seneste år. Det viser nye tal fra integrationsbarometeret.

I de seneste år har beskæftigelsen blandt 25-64-årige indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig oprindelse været konstant. I både 2011 og 2014 var hver anden i arbejde. Til sammenligning arbejder tre ud af fire danskere. Det viser det nationale integrationsbarometer, som netop er opdateret med nye tal for arbejde, uddannelse, danskkundskaber, forsørgelse, medborgerskab, ligebehandling og selvbestemmelse.

Det fremgår også af integrationsbarometeret, at forskellen i andelen af henholdsvis danskere og indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig oprindelse på offentlig forsørgelse er blevet lidt større. I 2011 var forskellen 12 procentpoint, i 2014 er den steget til 13 procentpoint.

Integrationsbarometeret viser desuden, at flere indvandrere med ikke-vestlig oprindelse har problemer med at læse, forstå og tale dansk i 2014 sammenlignet med 2012.

Udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg siger:

”Det er på ingen måde acceptabelt, at der fortsat er så få indvandrere og efterkommere i arbejde, og at så mange bliver fastholdt på offentlig forsørgelse. Og jeg er bestemt heller ikke tilfreds med, at det er gået i den forkerte retning med indvandreres danskkundskaber. Integrationen har ganske enkelt stået i stampe under den tidligere regering. Og det er vores klare ambition at vende udviklingen. Netop derfor sætter regeringen ind med den nye integrationsydelse og sprogbonus for at flytte indvandrere fra passiv forsørgelse og ind på arbejdsmarkedet og for at motivere dem til at lære dansk.”

Fakta om integrationsbarometeret

Det nationale integrationsbarometer blev offentliggjort i 2012. Det viser udviklingen mod ni mål for integration i hele landet og i de enkelte kommuner. Målene vedrører: Arbejde, uddannelse, danskkundskaber, medborgerskab, ligebehandling, selvbestemmelse, forsørgelse, udsatte boligområder og kriminalitet.

Se det nationale integrationsbarometer med de nye tal her: www.integrationsbarometer.dk

Pressekontakt

Presse- og kommunikationsrådgiver Marie Andergren, tlf. 41 85 12 65, [email protected]

Presse- og kommunikationsrådgiver Tina Hansen, tlf. 20 69 08 93, [email protected]

Yderligere oplysninger

Fuldmægtig Natalia Pischur Kjær, tlf. 61 89 74 92, [email protected]

Sidst opdateret 05.11.2015
Abonnér på nyt fra UIM

Ved at tilmelde dig som abonnent på nyt fra UIM giver du samtykke til, at Udlændinge- og Integrationsministeriet indsamler og behandler de oplysninger om dig, som er nødvendige for at kunne udsende nyheder til dig. Du accepterer samtidig, at behandlingen sker som beskrevet her på siden:

Læs om ministeriets behandling af personoplysninger i forbindelse med abonnementer

Du kan til enhver tid trække dette samtykke tilbage ved at afmelde dit abonnement i den nyhedsmail, du modtager fra os.

Tilmeld dig som abonnent

Nyhedsbrev

Styrelsen for International Rekruttering og Integration udgiver et nyhedsbrev om æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol.

Læs om Æresrelateret Viden