Forside » Nyheder » 2015 » 2015-11 » Nyt sikkert bosted til ofre for tvangsægteskaber på vej

Nyt sikkert bosted til ofre for tvangsægteskaber på vej

RED-Safehouse skal etablere et nyt særligt sikret bosted for unge på flugt fra tvangsægteskaber og æresrelateret vold.

Bostedet skal afhjælpe pladsmangel og sikre, at unge kan komme langt nok væk fra den familie, de flygter fra.

Flere og flere unge på flugt fra deres familie har i de senere år banket på hos landets hidtil eneste sikre bosted for ofre for æresrelaterede konflikter. Institutionen har derfor de senere år været nødt til at afvise mellem ca. 10-40 unge om året på grund af pladsmangel.

Nu har integrationsminister Inger Støjberg besluttet, at RED-Safehouse får tildelt de 11,1 millioner kroner, som er afsat af satspuljepartierne til at etablere et nyt sikkert bosted for unge på flugt fra familien. Udover at øge antallet af pladser skal det nye bosted samtidig sikre større geografisk spredning. Af hensyn til de unges sikkerhed er de nemlig nødt til at flytte langt væk, så de ikke risikerer at støde på den familie, som de har brudt med.

Derudover skal der etableres flere sikre pladser til mænd på flugt fra æresrelaterede konflikter.

Integrationsminister Inger Støjberg siger:

”Det er en frygtelig situation som ung at blive tvunget af sine forældre til at gifte sig mod sin vilje. Eller at få sin ret til at bestemme over eget liv krænket af forældre, der bruger trusler og vold. Den slags forældede normer hører ganske enkelt ikke hjemme i Danmark. Det er uhyre vigtigt, at vi griber de unge, der siger fra og vælger at bryde ud. Og som jo skal leve med konsekvenserne resten af livet. Det glæder mig derfor meget, at der nu kommer endnu et sikkert sted, hvor unge på flugt fra familien kan få hjælp. For selvfølgelig skal man selv kunne bestemme over sin egen krop og eget liv i Danmark. Alt andet er totalt uacceptabelt.”

Med de nye sikre pladser vil de unge – udover et sikkert sted at være – også blive tilbudt støtte og hjælp til at blive afklaret med deres situation. Det skal hjælpe dem til at tage hul på et nyt kapitel i deres liv med selvbestemmelse, egen bolig og uddannelse, job og sociale netværk.

Målgruppen for det nye bosted er unge mellem 16 og 30 år, enlige kvinder og mænd eller par, der flygter fra tvangsægteskaber eller andre alvorlige æresrelaterede konflikter.

Fakta

RED-Safehouse har de senere år oplevet en stigning i antallet af unge, som de har måttet afvise pga. pladsmangel. Tilbage i 2007 måtte syv unge afvises på grund af pladsmangel. I 2014 lå det tilsvarende tal på 46.

LOKK (Landsforeningen af kvindekrisecentre) har fra 2009 til 2014 oplevet en stigning i antallet af henvendelser om æresrelaterede konflikter. I 2009 modtog de 440 henvendelser. I 2014 lå tallet på 1.183 henvendelser.

Øvrige initiativer vedrørende forebyggelse af æresrelaterede konflikter

  • Etnisk Ungs rådgivning til unge, der oplever æresrelaterede konflikter, herunder døgnåben akuttelefon, længerevarende forløb, psykologhjælp, mægling mv.
  • RED-Safehouse – sikkert botilbud til enlige unge af begge køn og par
  • Central rådgivningsenhed i VISO i Socialstyrelsen. VISO kan vejlede kommuner om både konkrete sager og om tilrettelæggelse af indsatsen i kommunen
  • I maj 2015 blev indført mulighed for udvidet adressebeskyttelse i CPR-registret for borgere truet af æresrelaterede eller samlivsrelaterede konflikter
  • Kommunerne er forpligtet til at tilbyde en handleplan til borgere over 18 år, som står i en alvorlig æresrelateret konflikt

Pressekontakt

Direktør Anita Johnson, RED-Safehouse, , 50 40 39 85

Presse- og kommunikationschef Mia Tang, Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet, [email protected], 61 98 35 10

Presse- og kommunikationsrådgiver Sarah Andersen, Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet, [email protected], 61 98 33 92

Sidst opdateret 23/11 2015
Abonnér på nyt fra UIM

Hvis du abonnerer på nyheder fra UIM, får du tilsendt alle nyheder, når de publiceres på hjemmesiden.

(Required)
Nyhedsbreve

Udover de løbende nyheder udgiver UIM også to nyhedsbreve, som særligt henvender sig til fagfolk og professionelle.

Læs om Integration i Tal

Læs om Æresrelateret Viden