Forside » Nyheder » 2015 » 2015-09 » Fakta om Dublin-reglernes betydning for udlændinge, der indrejser ulovligt fra Tyskland (opdateret version)

Fakta om Dublin-reglernes betydning for udlændinge, der indrejser ulovligt fra Tyskland (opdateret version)

I forlængelse af de seneste dages begivenheder har Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet udarbejdet et overblik over Dublin-reglernes betydning for udlændinge, der ulovligt indrejser i Danmark fra et andet EU-land.

Generelt om Dublin-reglerne

Formålet med Dublin-reglerne er at sikre, at en asylansøgning, der indgives i EU, kun behandles af ét af landene.

Forordningen fastlægger en række kriterier for hvilket EU-land, der er ansvarligt for at behandle en asylansøgning. Det drejer sig bl.a. om familie, lovligt ophold i andre Dublin-lande, visse ulovlige indrejser i et Dublin-land og tidligere asylansøgninger i Dublin-lande. Hvis det ikke er muligt at fastslå, at et andet EU-land er ansvarligt for at behandle asylsagen, skal landet selv behandle asylansøgningen. Dublin-reglerne finder kun anvendelse, hvis en udlænding enten søger asyl i Danmark eller har søgt asyl i et andet EU-land. Udlændinge, som ikke søger asyl i Danmark, og som ikke har søgt asyl i andre EU-lande, er ikke omfattet af Dublin-reglerne.

Efter Dublin-reglerne vil det første EU-land, som en udlænding er rejst ulovligt ind i (dvs. over den ydre grænse), som udgangspunkt være ansvarlig for at behandle udlændingens asylansøgning.

Som eksempel vil Italien som udgangspunkt være ansvarlig for at behandle en asylansøgning, hvis asylansøgeren er kommet over EU’s ydre grænse ved at indrejse ulovligt i Italien (f.eks. over Middelhavet). Tilsvarende vil Danmark kunne blive ansvarlig for at behandle en asylansøgning, hvis det viser sig, at en person, der senere søger asyl i EU, er kommet ind i EU ved ulovligt at passere den ydre grænse i Københavns Lufthavn (på et fly fra et ikke-Schengenland).

Reglerne skal ses i lyset af bl.a., at de lande, som har en ydre grænse som udgangspunkt har et særligt ansvar – og særlige muligheder – for at sikre, hvem der indrejser, herunder gennem systematisk grænsekontrol.

Særligt om transitlande

Det forhold, at en udlænding er rejst gennem et eller flere EU-lande – og i den forbindelse har passeret en eller flere indre grænser i EU – medfører som udgangspunkt ikke, at disse lande bliver ansvarlige for at behandle den pågældendes efterfølgende asylsag efter Dublin-reglerne. Det gælder uanset, om det er det første land, hvori udlændingen bliver registreret efter national ret af myndighederne. Danmark vil derfor heller ikke i udgangspunktet kunne tilbageføre personer, der søger asyl i Danmark til Tyskland, efter Dublin-reglerne med den begrundelse, at de pågældende er rejst gennem Tyskland (over de indre grænser), hvis de pågældende ikke har søgt asyl der. Det gælder, uanset om de tyske myndigheder har registreret dem eller ej.

På samme måde vil Danmark i udgangspunktet heller ikke blive ansvarlig efter Dublin-reglerne for udlændinge, som er rejst gennem Danmark (over de indre grænser), og som søger asyl i et andet Dublin-land – f.eks. Sverige – hvis de ikke har søgt asyl i Danmark. Det gælder, uanset om de bliver registreret i Danmark efter udlændingeloven eller ej.

Betydningen af registrering og opslag i EU’s asylfingeraftryksregister

Udlændinge, der søger asyl i Danmark, vil som udgangspunkt blive registreret af de danske myndigheder i Eurodac (EU’s fingeraftryksregister over asylansøgere) i overensstemmelse med EU-reglerne.

I tilfælde, hvor politiet antræffer en udlænding, som opholder sig ulovligt i Danmark – og personen ikke ønsker at søge asyl i Danmark – vil myndighederne i overensstemmelse med udlændingelovens regler forsøge at fastlægge personens identitet og nationalitet, herunder – hvis der er mistanke om, at personen kan være asylansøger i et andet EU-land – foretage opslag i Eurodac (EU’s fingeraftryksregister over asylansøgere) med henblik på at undersøge om sagen skal behandles efter Dublin-reglerne.

Det forhold, at de danske myndigheder – i tilfælde hvor udlændingen ikke ønsker at søge asyl i Danmark – har forsøgt at fastlægge udlændingens identitet og nationalitet i overensstemmelse med udlændingelovens regler, herunder har optaget fingeraftryk og foretaget opslag i Eurodac (EU’s fingeraftryksregister over asylansøgere), medfører ikke i sig selv, at Danmark bliver ansvarlig for behandlingen af asylsagen, hvis personen efterfølgende søger asyl i et andet EU-land.

Sidst opdateret 02/11 2015
Abonnér på nyt fra UIM

Hvis du abonnerer på nyheder fra UIM, får du tilsendt alle nyheder, når de publiceres på hjemmesiden.

(Required)
Nyhedsbreve

Udover de løbende nyheder udgiver UIM også to nyhedsbreve, som særligt henvender sig til fagfolk og professionelle.

Læs om Integration i Tal

Læs om Æresrelateret Viden