Forside » Nyheder » 2015 » 2015-08 » Indsatsen på indbrudsområdet skal forstærkes

Indsatsen på indbrudsområdet skal forstærkes

Udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjbjerg lancerer en værktøjskasse, der samler de bedste redskaber til at sikre sig effektivt mod indbrud.

Indsatsen for at nedbringe antallet af indbrud herhjemme skal forstærkes.

Med offentliggørelsen af et brugervenligt katalog til indbrudssikring i det almene byggeri og øvrige byggeri giver udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg nu opskriften på, hvordan vi bringer antallet af anmeldte indbrud yderligere ned og styrker indsatsen på indbrudsområdet herhjemme.

"Det er helt uacceptabelt, at danskerne ikke kan være trygge i eget hjem - især når der er nemme løsninger i forhold til at sikre sig mod indbrud. Vi skal simpelthen gøre det sværere for indbrudstyvene. Nu har vi samlet de bedste erfaringer med indbrudsforebyggelse i en værktøjskasse, som alle danskere kan bruge. Værktøjskassen udgør et vigtigt redskab, som kan supplere politiets indsats på indbrudsområdet. Samtidigt sætter vi gang i tre store forsøg med indbrudsforebyggende foranstaltninger i det almene byggeri," siger Inger Støjberg.

Af værkstøjskassen fremgår det bl.a., at indbrudssikrede døre og vinduer i mange tilfælde afholder indbrudstyve fra at forsøge at begå indbrud, fordi risikoen bliver større. Derfor er det en god idé at indbrudssikre vinduer og døre. Dette kan gøres både billigt og enkelt. Værktøjskassen har et bredt sigte og kan anvendes både i det almene byggeri og i det øvrige byggeri.

Ministeriet vil nu bruge erfaringerne i forbindelse med igangsættelsen af en række indbrudsforebyggende forsøgsprojekter i tre almene boligområder.

Fakta om indbrudsprojektet

Der er i tæt samarbejde med Landsbyggefonden udvalgt følgende tre almene boligområder til gennemførslen af tre pilotprojekter:

  • Korsløkkeparken i Odense, Fyns Almennyttige Boligselskab
  • Hjortegården i Herlev, Boligforeningen 3B
  • Klyngen i Greve, Sydkystens Boligselskab

Fælles for de tre almene boligområder er, at de står over for en renovering, og at de har oplevet problemer med indbrud.

Der er primo 2015 indgået en kontrakt med NIRAS om at få udført en undersøgelse af udenlandske erfaringer med indbrudsforebyggelse samt en gennemførelse af tre indbrudsforebyggende pilotprojekter i forbindelse med renovering af almene boliger. Tidsperioden for den samlede opgave er 2015-2017 og er finansieret af Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet med 900.000 kr.

Resultaterne fra undersøgelsen af de udenlandske erfaringer med indbrudsforebyggelse er samlet i en værktøjskasse.

Værktøjskassen indeholder en oversigt over, hvilke tekniske og fysiske indbrudsforebyggende foranstaltninger, der er særligt virkningsfulde i forhold til indbrudsforebyggelse og med en prisoversigt.

En vigtig del af undersøgelsen er en fyldestgørende afdækning af erfaringer med indbrudsforebyggelse i bl.a. Holland, England og Sverige og med en vurdering af overførbarheden af erfaringerne herfra i en dansk sammenhæng.

Hent Værktøjskasse til indbrudsforebyggelse i alment boligbyggeri

Sidst opdateret 02/11 2015
Abonnér på nyt fra UIM

Hvis du abonnerer på nyheder fra UIM, får du tilsendt alle nyheder, når de publiceres på hjemmesiden.

(Required)
Nyhedsbreve

Udover de løbende nyheder udgiver UIM også to nyhedsbreve, som særligt henvender sig til fagfolk og professionelle.

Læs om Integration i Tal

Læs om Æresrelateret Viden