Forside » Ministeriet » Udbud » Udbud: Konsulentbistand til initiativet ”Integrations- og beskæftigelsesambassadører”

Udbud: Konsulentbistand til initiativet ”Integrations- og beskæftigelsesambassadører”

SIRI udbyder en opgave på konsulentbistand. Leverancen består i at udvikle et koncept for de samarbejdsaftaler, som skal indgås mellem SIRI og de kommuner, der ansætter en integrations- og beskæftigelsesambassadør.

I satspuljeaftalen for 2018 blev der afsat 78,1 mio. kr. over fire år til initiativet ”Integrations- og beskæftigelsesambassadører”.

Formålet med initiativet er at styrke den beskæftigelsesrettede integrationsindsats gennem ansættelse af kommunale integrations- og beskæftigelsesambassadører i udvalgte kommuner, som i de seneste år har modtaget mange nye flygtninge og familiesammenførte til flygtninge.

Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) udbyder en opgave på konsulentbistand til initiativet.

Leverancen består i at udvikle et koncept for de samarbejdsaftaler, som skal indgås mellem SIRI og de 36 kommuner, der har fået midler til at ansætte en integrations- og beskæftigelsesambassadør i en periode på 3½ år fra puljen ”Ansættelse af Integrations- og beskæftigelsesambassadører”. Samarbejdsaftalen skal løbende være genstandsfelt for projektets fremdrift i de enkelte deltagerkommuner samt afsættet for monitorering og evaluering af det samlede initiativ.

Opgaven om konsulentbistand skal således omfatte følgende:

  • Udvikling af koncept for samarbejdsaftaler 
  • Afholdelse af regionale workshops med kommunerne 
  • Bistå den enkelte kommune med udformningen af samarbejdsaftalen
  • Bistå SIRI i forhold til løbende opfølgning på samarbejdsaftalerne i kommunerne

Praktiske oplysninger

Der afsættes i alt 950.000 kr. til opgaven, som skal udføres i 2018 og første halvår af 2019.

Projektperioden strækker sig fra 1. september 2018 til 30. juni 2019

SIRI har valgt at invitere tre virksomheder til at give et tilbud på opgaven, fordi de alle har erfaring med denne type opgave. Samtidig melder SIRI opgaven offentligt ud, så andre aktører også får mulighed for at byde ind på opgaven.

Spørgsmål eller anmodning om yderligere oplysninger kan indsendes skriftligt til Mette de Bang på e-mail: [email protected].

Tilbuddet skal senest være indleveret den 20. juli 2018 kl. 12.00 på mail til Mette de Bang på e-mail: [email protected].

Se udbudsmaterialet her

Spørgsmål og Svar

 

Spørgsmål 1

På side 4 i udbudsmaterialet nævnes det, at ”Projektet skal løbende monitoreres af en ekstern evaluator”. På side 5 beskrives det, at ”Leverandøren skal bistå SIRI i den monitorerende dialog med kommunerne”. Vil I præcisere, hvilken rolle hhv. leverandøren og evaluator skal have i relation til monitorering af kommunernes målopfyldelse?

Svar

SIRI forventer, at der som led i udarbejdelsen af konceptet for samarbejdsaftalen fx indtænkes målepunkter til brug for den løbende monitorering, som skal finde sted i hele projektperioden. Formålet er således, at samarbejdsaftalen skal være direkte afsæt for evaluators monitorering af projektet.

SIRI har valgt at have en projektperiode for leverandøren af samarbejdsaftalen til medio 2019, så der sikres en løbende overlevering til både SIRI og evaluator, som skal overtage ansvaret for henholdsvis samarbejdsaftalen og monitoreringen heraf.

Spørgsmål 2

Hvilken rolle vil SIRIs medarbejdere have i kontakten med kommunerne i hhv. 2018 og 2019?

Svar

SIRI medarbejderne vil efter indgåelsen af samarbejdsaftalerne have den primære kontakt til kommunerne i 2018 og 2019 og i den have mulighed for at inddrage leverandøren ved konkrete behov frem til medio 2019.

Spørgsmål 3

Vil SIRIs medarbejdere deltage på hhv. de regionale og kommunale workshops?

Svar

SIRI medarbejdere vil deltage på henholdsvis regionale og kommunale workshops for at sikre indsigt og ejerskab i samarbejdsaftalerne.

Spørgsmål 4

Betaler leverandøren for lokaleleje, forplejning mv. i forbindelse med de tre regionale workshops?

Svar

Leverandøren betaler for leje af lokaler etc. ved de tre workshops.

 

Spørgsmål 5

Er transport, forplejning og evt. overnatning inkluderet i de 950.000,-?

Svar

Alle udgifter i forbindelse med udbuddet er inkluderet i de 950.000 kr.

Spørgsmål 6

Hvor mange personer fra de enkelte kommuner må deltage på den regionale workshop?

Svar

De tre workshops, er som udgangspunkt primært tiltænkt de 36 ambassadører.

Spørgsmål 7

Hvilke 36 kommuner fået en Integrations- og beskæftigelsesambassadør?

Svar

På UIMs hjemmeside er ambassadørkommunerne offentliggjort http://uim.dk/nyheder/2018-05/78-mio-kr-til-kommunale-integrationsambassadorer

Spørgsmål 8

Under afsnit "7. Økonomi" angives en betalingsplan for projektet. Skal de faglige aktiviteter i 2018 holdes inden for rammen på 600.000 kr. eller kan dette beløb overskrides under forudsætning af, at betalingsplanen følges dvs. der faktureres 600.000 kr. i 2018 og 350.000 kr. i 2019 og betalingsmilepælene forudsættes opfyldt?

Svar

De faglige aktiviteter dvs. indgåelse af samarbejdsaftaler i kommunerne skal ske i 2018, mens formålet i 2019 primært er at bistå med sparring i forhold til kommunerne og SIRI, som skal have overdraget opgaven med at vedligeholde og følge op på samarbejdsaftalerne.

Betalingsplanen skal følges. Hvis de faglige aktiviteter overskrider rammen i 2018 må det ikke ske på bekostning af de øvrige leverancer.

Sidst opdateret 05/07 2018
Navigation