Forside » Job og karriere » Mød medarbejdere i departementet

Mød medarbejdere i departementet

Laleh, fuldmægtig i Udlændinge- og Integrationsministeriets departement, cand.scient.pol.

Laleh-650x350.png

Det mest spændende ved mit arbejde er det finanspolitiske system og udarbejdelse af finansloven, som der er meget bevågenhed om. Der er en puls i et finanslovkontor, og man har indblik i stort set alt, der rører sig på udlændinge- og integrationsområdet. Her er man tæt på den politiske proces, og der er altid økonomi tilknyttet lovforslag og øvrige politiske initiativer på ministerområdet.

Der er højt til loftet her i Koncernøkonomi. Der er en åben-dør-politik til chefen, og man kan altid sparre med sine kolleger. Der er mange forskellige kompetencer i kontoret, men vi har en fælles interesse for økonomi, som giver et positivt samarbejde. Vi kan trække på hinanden og sammen laver et godt stykke arbejde, så vi kan betjene ministeren bedst muligt.

Peter, fuldmægtig i Udlændinge- og Integrationsministeriets departement, cand.jur.

Peter-650x350.png

Arbejdet i ministeriet er præget af, at det til tider går hurtigt på udlændinge- og integrationsområdet. Især asyl og grænsekontrollen, som jeg beskæftiger mig med, har været meget i fokus i 2016. Det giver gode udfordringer, fordi jeg nogle gange skal levere på kort tid, og mit arbejde er i vidt omfang præget af, hvad der foregår på Christiansborg og i medierne.

Man skal være parat til at omstille sig, for der kommer lovforslag og andre opgaver med høj prioritet. Jeg brænder for mit arbejde, fordi det er omskifteligt og alsidigt med et højt juridisk niveau. Derudover er jeg udpeget til at sidde i Udlændingenævnet. Det er spændende at være en del af de beslutninger, som nævnet træffer i konkrete udlændingesager.

Marie Louise, fuldmægtig i Udlændinge- og Integrationsministeriets departement, cand.soc. i EU-studier

Marie-Louise-650x350.png

Jeg arbejder i et internationalt kontor, hvor vi løfter de danske dagsordener inden for udlændingeområdet op på internationalt niveau og forsøger at påvirke den internationale dagsorden. Jeg sidder selv med den internationale koordinering omkring lovlig migration, frihandel, nordisk samarbejde og EU's grænsefond. Selvom arbejdspladsen hedder Slotsholmen fylder tjenesterejser til Bruxelles, Genève og andre steder meget i kontoret.

Det er inspirerende at være en del af et ministerium med så stor national politisk bevågenhed og samtidig få lov til at arbejde i et internationalt miljø med kollegaer i hele Europa. Med min uddannelse og evne til at skabe brede netværk både nationalt og internationalt, kan jeg oprigtigt sige, at jeg sidder i mit drømmejob, hvor jeg får lov til at sætte alle mine kompetencer i spil.

Sidst opdateret 16/11 2017