Forside » Arbejdsområder » Statsborgerskab » Tidligere danske statsborgere » Tidligere danske statsborgere, der ikke opfylder bopælsbetingelser (overgangsordning)

Tidligere danske statsborgere, der ikke opfylder bopælsbetingelser (overgangsordning)

Man kan i en femårig periode indtil d. 31. august 2020 få dansk statsborgerskab igen ved erklæring, hvis man:

  • har mistet det danske statsborgerskab efter de tidligere gældende regler (indfødsretslovens § 7), fordi man søgte om og fik udenlandsk statsborgerskab, og man derfor mistede det danske statsborgerskab, og
  • ikke er idømt ubetinget frihedsstraf i perioden fra man mistede det danske statsborgerskab til man afgiver erklæringen til Udlændinge- og Integrationsministeriet om at få dansk statsborgerskab igen

Har man ikke har fået et andet statsborgerskab på en sådan måde, at man har fortabt sit danske statsborgerskab efter indfødsretslovens tidligere § 7, er man ikke omfattet af denne overgangsordning.

Læs mere om fortabelse af dansk statsborgerskab

Særligt for personer født som danske statsborgere i udlandet:

Hvis man er født som dansk statsborger i udlandet, og man har fortabt sit danske statsborgerskab efter indfødsretslovens tidligere § 7, kan man få sit danske statsborgerskab igen ved at indgive erklæring over for Udlændinge- og Integrationsministeriet indtil den 31. august 2020.

Hvis man er over 22 år, er det dog også en betingelse, at man inden det fyldte 22. år har haft bopæl i Danmark eller ophold i Danmark i sammenlagt mindst 1 år. Man anses efter fast praksis for at have boet i Danmark, hvis man i mindst 3 sammenhængende måneder har været registreret i Det Centrale Personregister (CPR) på en dansk bopæl.

Hvis man er under 22 år, skal man ikke opfylde den særlige bopælsbetingelse for at generhverve sit danske statsborgerskab. Man kan derimod risikere at fortabe sit statsborgerskab efter reglerne i indfødsretslovens § 8, når man bliver 22 år, uanset at man får sit danske statsborgerskab igen efter overgangsordningen.

Læs mere om bevarelse af dansk statsborgerskab

Hent skema til erklæring om generhvervelse af dansk indfødsret for tidligere danske statsborgere (pdf)

Den erklærendes børn

Hvis man får dansk statsborgerskab igen ved at afgive erklæring til Udlændinge- og Integrationsministeriet, omfatter det som hovedregel også ens børn, forudsat at man har del i forældremyndigheden, den anden forælder har givet sit samtykke, barnet er ugift og barnet er under 18 år. For adoptivbørn er det en yderligere betingelse, at adoptionen har gyldighed efter dansk ret. Bemærk at dokumentation for adoptionens gyldighed efter dansk ret skal indhentes og vedlægges erklæringen. Man kan godt angive, at ens børn ikke skal være omfattet.

Bemærk at slægtskabet til de omfattede børn skal dokumenteres. Dette kan efter omstændighederne kræve medvirken i en DNA-undersøgelse eller originale apostillepåtegnede eller legaliserede fødselsattester.

Læs mere om dokumentation for slægtskab ved DNA-undersøgelser

Læs mere om behandling af ansøgninger med udenlandske familieretlige dokumenter

Sidst opdateret 14.05.2019