Behandling af ansøgningen

Hvis man opfylder betingelserne for at få statsborgerskab, bliver man optaget på et lovforslag om indfødsrets meddelelse, som senere skal vedtages af Folketinget.

Folketingsvalget, der blev afholdt den 5. juni 2019, kan få betydning for retningslinjerne for meddelelse af indfødsret og den fortsatte behandling af din sag. Det gælder også, selvom du allerede har modtaget et brev om, at du forventes optaget på en lov om indfødsrets meddelelse. Det kan fx være, at betingelserne for at få dansk statsborgerskab ændres. Det kan også være, at der kommer ændringer til, hvornår Folketinget vil behandle det lovforslag om indfødsrets meddelelse, som du har fået at vide, at du forventes optaget på.

Lovforslaget, som blev fremsat den 25. april 2019, bortfalder på grund af valget. Der forventes at blive fremsat et nyt lovforslag i slutningen af oktober 2019, når det nye Folketing er trådt sammen. Hvis der ikke ændres i betingelserne for at få dansk statsborgerskab, forventes de personer, der er omfattet af det bortfaldne april-lovforslag, at blive omfattet af dette nye lovforslag.

 

Ansøgninger om statsborgerskab behandles af Udlændinge- og Integrationsministeriet. Ansøgningerne bliver normalt behandlet i den rækkefølge, de modtages i. Ministeriet er dog særligt opmærksom på at søge at sikre en kortere sagsbehandlingstid for ansøgere, som tilhører særligt sårbare persongrupper såsom børn og statsløse omfattet af henholdsvis FN’s konvention af 1961 om begrænsning af statsløshed (statsløsekonventionen) og FN’s konvention af 1989 om barnets rettigheder (børnekonventionen).

Når Udlændinge- og Integrationsministeriet modtager ens ansøgning om dansk statsborgerskab eller ens anmodning om genoptagelse, undersøger ministeriet, om man opfylder betingelserne og dermed kan optages på et lovforslag om indfødsrets meddelelse.

Lovforslag om indfødsrets meddelelse fremsættes af udlændinge- og integrationsministeren to gange om året – i april og oktober.

I forbindelse med forberedelsen af det enkelte lovforslag lukker ministeriet for yderligere optagelse på lovforslaget ca. 2-3 måneder, før lovforslaget fremsættes.

Det er normalt et krav, at man skal opfylde betingelserne for dansk statsborgerskab indtil det tidspunkt, hvor lovforslaget vedtages.

Hvis ens forhold ændrer sig fra ansøgningstidspunktet og frem mod lovens vedtagelse, således at man ikke længere opfylder betingelserne for at få dansk statsborgerskab, skal man straks oplyse Udlændinge- og Integrationsministeriet om det. Ellers risikerer man at blive frakendt statsborgerskabet.

Direkte optag

Hvis man opfylder betingelserne for at få dansk statsborgerskab, bliver man optaget på et lovforslag om indfødsrets meddelelse.

Man modtager et brev fra Udlændinge- og Integrationsministeriet om, at man forventes optaget på det næstkommende lovforslag om indfødsrets meddelelse, hvis man fortsat opfylder betingelserne for at få dansk statsborgerskab frem til lovforslagets vedtagelse.

Optag efter forelæggelse for Folketingets Indfødsretsudvalg

Hvis man ikke opfylder en eller flere af betingelserne for at få dansk statsborgerskab, undersøger Udlændinge- og Integrationsministeriet, om ansøgningen kan forelægges Folketingets Indfødsretsudvalg, så udvalget kan tage stilling til, om man skal gives dispensation fra en eller flere af betingelserne. At ansøgningen forelægges for Indfødsretsudvalget er ikke ensbetydende med, at man får dispensation.

Hvis udvalget beslutter, at der skal gives dispensation, modtager man et brev fra Udlændinge- og Integrationsministeriet om, at man vil blive optaget på det næstkommende lovforslag om indfødsrets meddelelse, forudsat at man på det tidspunkt fortsat opfylder betingelserne for at opnå dansk indfødsret.

Læs mere om Indfødsretsudvalget på Folketingets hjemmeside

Lovforslaget behandles i Folketinget

Et lovforslag om indfødsrets meddelelse skal behandles tre gange af Folketinget. Behandlingen af lovforslaget i Folketinget tager sædvanligvis ca. 2-3 måneder.

Folketingets behandling af lovforslaget er offentlig. Navn, bopælskommune, fødeår, fødeland og hidtidigt statsborgerskab på de personer, der er optaget på lovforslaget, vil derfor normalt fremgå af lovforslaget, som offentliggøres på bl.a. Folketingets hjemmeside. Navne mv. på eventuelle bipersoner (børn af ansøgerne) fremgår ikke af lovforslaget.

Udlændinge- og Integrationsministeriet videregiver oplysninger om ansøgerne til Folketingets Indfødsretsudvalg. Det drejer sig bl.a. om oplysninger, som ansøgerne selv har afgivet til ministeriet, og om oplysninger, som ministeriet på anden måde er blevet bekendt med under sagens behandling.

Udlændinge- og Integrationsministeriet undersøger frem til det tidspunkt, hvor lovforslaget vedtages, om de personer, der er optaget på lovforslaget, fortsat opfylder betingelserne for at få dansk statsborgerskab.

Loven vedtages og træder i kraft

Når lovforslaget om indfødsrets meddelelse er vedtaget af Folketinget, og loven er trådt i kraft, får man tilsendt en erklæring fra Udlændinge- og Integrationsministeriet om, at man er optaget på det pågældende lovforslag med betingelse om deltagelse i en grundlovsceremoni. Denne erklæring skal medbringes ved ceremonien og underskrives af kommunen.

Kommunerne vil efterfølgende skulle sende erklæringerne til Udlændinge- og Integrationsministeriet, som herefter registrerer, at man har deltaget i en ceremoni og skrevet under på at ville overholde grundloven mv. – og dermed er blevet dansk statsborger.

Bagefter udsteder Udlændinge- og Integrationsministeriet et statsborgerretsbevis, som man får tilsendt. På baggrund af dette bevis kan man fx bede sin kommune om at få udstedt et dansk pas.

Hvis man er blandt de ansøgere, som ikke skal medvirke i en grundlovsceremoni, vil man få tilsendt statsborgerretsbeviset af Udlændinge- og Integrationsministeriet umiddelbart efter ikrafttrædelsen af loven.

Sagsbehandlingstid

Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for ansøgninger om dansk statsborgerskab afsluttet i 2. halvår af 2018 er ca. 20 måneder.

Sagsbehandlingstiden er opgjort pr. 4. januar 2019.

Sidst opdateret 06.06.2019