Danskkundskaber og Indfødsretsprøven af 2015

Sygdom

Det fremgår af cirkulæreskrivelsens § 24, stk. 4, at Udlændinge- og Integrationsministeriet, hvor ganske særlige forhold taler herfor, forelægger for Folketingets Indfødsretsudvalg, om der kan dispenseres fra kravene om dokumentation for bestået Prøve i Dansk 3 og en bestået Indfødsretsprøve af 2015.

Forelæggelse vil ske, hvis de følgende tre betingelser er opfyldt:

  • ansøgeren er lægeligt diagnosticeret med en langvarig fysisk, psykisk, sensorisk eller intellektuel funktionsnedsættelse,
  • ansøgeren er som følge af den langvarige funktionsnedsættelse ikke i stand til eller har rimelig udsigt til at kunne opfylde kravet om dokumentation for bestået Prøve i Dansk 3* og en bestået Indfødsretsprøve af 2015, herunder ved prøveaflæggelse på særlige vilkår og ved brug af hjælpemidler, og
  • ansøgeren har afgivet oplysninger på tro og love om at have deltaget i Danskuddannelse 1, 2 eller 3 samt forsøgt at tage Prøve i Dansk 3* og en Indfødsretsprøve af 2015.

*For ansøgere, der opfylder selvforsørgelseskravet i cirkulæreskrivelsens § 23, stk. 1, og som i de seneste 9 år ikke har modtaget den i § 23, stk. 1, nævnte offentlige hjælp i en periode på sammenlagt mere end 6 måneder, er det en betingelse for optagelse på et lovforslag om indfødsrets meddelelse, at ansøgeren dokumenterer danskkundskaber ved bevis for at have bestået danskuddannelsernes Prøve i Dansk 2. Forelæggelse med henblik på dispensation vil ske, når de øvrige betingelser under ovennævnte punkt 1-3 er opfyldt.

Punkt 1 og 2 skal være dokumenteret ved en erklæring fra en person med lægefaglig baggrund. I de tilfælde hvor ansøgeren har en langvarig funktionsnedsættelse på baggrund af en psykisk lidelse, skal punkt 1 og 2 dog være dokumenteret ved en erklæring fra en speciallæge i psykiatri eller en person med anden lægefaglig baggrund baseret på en forudgående psykiatrisk udredning af ansøgeren.

Som eksempler på psykiske lidelser kan nævnes depression, skizofreni.

Hvis ansøgeren ikke har deltaget i Danskuddannelse 1, 2 eller 3 og ikke har forsøgt at tage Prøve i Dansk 3 og Indfødsretsprøven af 2015, vil forelæggelse for Indfødsretsudvalget dog ske, hvis ansøgeren kan fremlægge relevant dokumentation for, at en langvarig fysisk, psykisk, sensorisk eller intellektuel funktionsnedsættelse er årsagen til såvel den manglende deltagelse i danskundervisning som de manglende forsøg på at tage prøve i dansk og Indfødsretsprøven af 2015.

En lægeerklæring skal indeholde en uvildig bedømmelse af ansøgerens helbredstilstand. Der kan rejses tvivl om en læges uvildighed, såfremt lægen i tilknytning til støttende og anbefalende tilkendegivelser i eksempelvis en lægeerklæring også har udtalt sig på en måde, som vil kunne sidestilles med udtalelser fra en partsrepræsentant.

Såfremt Udlændinge- og Integrationsministeriet finder, at der kan rejses tvivl om en læges uvildighed, vil den konkrete sag blive forelagt for Folketingets Indfødsretsudvalg med henblik på Indfødsretsudvalgets stillingtagen til, om der kan rejses tvivl om uvildigheden.

Reglerne fremgår af cirkulæreskrivelsens § 24, stk. 4-7.

Lægeerklæring til brug ved Udlændinge- og Integrationsministeriets behandling af ansøgninger om dansk indfødsret

Anden dokumentation for danskkundskaber

Efter praksis kan en ansøgning forelægges for Folketingets Indfødsretsudvalg i tilfælde, hvor ansøgeren ikke opfylder kravene til de prøver, der er angivet i cirkulæreskrivelsen om naturalisation, men hvor der ikke er tvivl om, at ansøgerens danskkundskaber er på niveau med de krævede danskkundskaber, eller med henblik på udvalgets stillingtagen til, om en ansøgers samlede uddannelsesforløb eller erhvervserfaring kan anses som tilstrækkelig dokumentation for en ansøgers danskkundskaber.

Sidst opdateret 28/11 2016