Forside » Arbejdsområder » Statsborgerskab » Tidligere danske statsborgere og nordiske statsborgere

Tidligere danske statsborgere og nordiske statsborgere

Tidligere danske statsborgere og statsborgere i Finland, Island, Norge og Sverige kan under visse nærmere betingelser erhverve dansk statsborgerskab ved at afgive en erklæring over for statsforvaltningen, Rigsombudsmanden på Færøerne eller Rigsombudsmanden i Grønland.

Ved afgivelse af erklæring betales et gebyr på 1.100 kr.

En afvisning af en erklæring kan påklages til Udlændinge- og Integrationsministeriet.  

Det er en betingelse for erhvervelse af dansk statsborgerskab ved erklæring, at den, som afgiver erklæring,

  1. på tidspunktet for erklæringens afgivelse har lovligt ophold i riget, og
  2. ikke har en verserende sag mod sig, hvor der af anklagemyndigheden er nedlagt påstand om udvisning, eller hvor anklagemyndigheden som vilkår for et tiltalefrafald har fastsat, at den pågældende udvises.

Personer, der ønsker at erhverve dansk statsborgerskab ved erklæring, skal herudover opfylde en række andre betingelser, som afhænger af, om de pågældende er tidligere danske statsborgere eller nordiske statsborgere. Se nærmere nedenfor.

Der henvises endvidere til statsforvaltningens hjemmeside samt til Statsministeriets hjemmeside for så vidt angår Rigsombudsmanden på Færøerne og Rigsombudsmanden i Grønland.

Reglerne om erklæring for tidligere danske statsborgere og nordiske statsborgere fremgår af indfødsretslovens §§ 3-5.

Information om den særlige erklæringsadgang (”dobbelt statsborgerskab”) for tidligere danske statsborgere, der har fortabt deres danske statsborgerskab i medfør af indfødsretslovens § 7, kan findes under fanen ”Dobbelt statsborgerskab” og på statsforvaltningens hjemmeside (link).

Tidligere danske statsborgere

Personer, der har mistet deres danske statsborgerskab, generhverver dansk statsborgerskab ved at afgive en skriftlig erklæring herom til statsforvaltningen, Rigsombudsmanden på Færøerne eller Rigsombudsmanden i Grønland, hvis den pågældende har

  1. erhvervet dansk statsborgerskab ved fødslen,
  2. boet i riget indtil det fyldte 18. år, og
  3. haft bopæl i riget de sidste 2 år.

Personer, der har mistet deres danske statsborgerskab, og derefter vedblivende har været statsborger i et nordisk land, generhverver dansk statsborgerskab, når de pågældende, efter at have taget bopæl i riget, afgiver en skriftlig erklæring herom til statsforvaltningen, Rigsombudsmanden på Færøerne eller Rigsombudsmanden i Grønland.

Nordiske statsborgere under 23 år

Statsborgere i Finland, Island, Norge eller Sverige kan erhverve dansk statsborgerskab ved at afgive en erklæring over for statsforvaltningen, Rigsombudsmanden på Færøerne eller Rigsombudsmanden i Grønland, hvis den pågældende

  1. er fyldt 18 år, men endnu ikke 23 år,
  2. på erklæringstidspunktet har bopæl i riget,
  3. har haft bopæl i riget i sammenlagt mindst 10 år, heraf sammenlagt mindst 5 år inden for de sidste 6 år,
  4. er ustraffet og ikke er idømt foranstaltninger efter straffelovens kapitel 9, og
  5. ikke er sigtet for en straffelovsovertrædelse.

Nordiske statsborgere, der er fyldt 23 år

Statsborgere i Finland, Island, Norge eller Sverige kan endvidere erhverve dansk statsborgerskab ved at afgive en erklæring over for statsforvaltningen, Rigsombudsmanden på Færøerne eller Rigsombudsmanden i Grønland, hvis den pågældende

  1. har erhvervet statsborgerret i Finland, Island, Norge eller Sverige på anden måde end ved naturalisation,
  2. er fyldt 18 år,
  3. har haft bopæl i riget i de sidste 7 år, og
  4. ikke i løbet af denne tid er idømt frihedsstraf eller foranstaltning, der kan ligestilles med frihedsstraf.

Dansk statsborgerskab ved naturalisation for tidligere danske statsborgere og nordiske statsborgere

Tidligere danske statsborgere og nordiske statsborgere, der ikke opfylder betingelserne for erhvervelse af dansk statsborgerskab ved afgivelse af erklæring, kan i stedet søge om dansk statsborgerskab ved lov (naturalisation).

Tidligere danske statsborgere og nordiske statsborgere skal som udgangspunkt opfylde de almindelige betingelser for erhvervelse af dansk statsborgerskab ved lov (naturalisation).

Der gælder dog en række særlige regler for tidligere danske statsborgere og nordiske statsborgere for så vidt angår kravet om tidsubegrænset opholdstilladelse samt opholdskravet.

De særlige regler for dansk statsborgerskab ved naturalisation for tidligere danske statsborgere og nordiske statsborgere fremgår af cirkulæreskrivelsens § 5, § 7 og § 13 samt bilag 1.

Der henvises til Udenlandske statsborgere.

Sidst opdateret 29/11 2016