Forside » Arbejdsområder » Statsborgerskab » Statsløse født i Danmark » Personer født statsløse i Danmark, som indgiver ansøgning fra det fyldte 18. år og inden det fyldte 21. år

Personer født statsløse i Danmark, som indgiver ansøgning fra det fyldte 18. år og inden det fyldte 21. år

I overensstemmelse med FN’s konvention om begrænsning af statsløshed kan ansøgere, der er født statsløse i Danmark, optages på et lovforslag om indfødsrets meddelelse uden at opfylde de almindelige betingelser for erhvervelse af dansk statsborgerskab. Det er dog en betingelse for optagelse på et lovforslag om indfødsrets meddelelse, at

  1. ansøgeren har fast bopæl her i landet,
  2. ansøgning indgives fra det fyldte 18. år og inden det fyldte 21. år,
  3. ansøgeren har haft fast bopæl i Danmark i 5 år umiddelbart forud for ansøgningens indgivelse eller i 8 år i alt,
  4. ansøgeren ikke er fundet skyldig i nogen forbrydelse mod statens sikkerhed eller er blevet idømt fængselsstraf på 5 år eller derover for en strafbar handling, og at
  5. ansøgeren altid har været statsløs.

Det er endvidere en betingelse, at ansøgeren afgiver oplysninger på tro og love om, at ansøgeren ikke er fundet skyldig i nogen forbrydelse mod statens sikkerhed eller er blevet idømt fængselsstraf på 5 år eller derover for en strafbar handling.

De særlige regler om dansk statsborgerskab for ansøgere omfattet af FN’s konvention om begrænsning af statsløshed fremgår af cirkulæreskrivelsens § 26

For ansøgere, der er fyldt 18 år, koster det 1.200 kr. at søge om dansk statsborgerskab. Gebyret indbetales til Udlændinge- og Integrationsministeriet på følgende konto i Danske Bank: reg.nr. 0216, kontonummer 4069073948. I feltet ”meddelelse til beløbsmodtageren” skal ansøgerens cpr.nr. skrives. Der skal vedlægges kvittering for betaling af gebyret, når ansøgeren indsender sin ansøgning. Der betales kun gebyr én gang.

Reglerne om gebyrindbetaling findes i indfødsretslovens § 12 (lovbekendtgørelse nr. 422 af 7. juni 2004 om dansk indfødsret, som ændret ved lov nr. 730 af 25. juni 2014 og lov nr. 1496 af 23. december 2014)

Sidst opdateret 28/11 2016